Bilhistorisk Tidsskrift  44/1975     side 14

 Benzinforbruget ligger i øjeblikket på mellem 2-3 km pr. liter,
    Topfarten er ikke målt, men "The Autocar" lånte i 1936 et eksemplar af en 12-cylindret Packard, der var på besøg i England. Under en prøvekørsel på Brooklandsbanen opnåedes en topfart på 149 kmt. Under vore nuværende hastighedsgrænser har topfarten heller ikke nogen større betydning, idet det blot kan konstateres, at vognen med lethed er i stand til at følge med i trafikken på landevejen, ligesom også accellerationen er af en sådan art, at der heller ikke er nogen problemer her.
    Til oplysning for de læsere, der ikke måtte have specifikationer og historie vedrørende den 12-cylindrede Packard present, skal oplyses, at modellen blev introduceret den 17. juni 1931 som Packard Twin Six, 9. serie. Allerede fra tiende serie blev modelbetegnelsen ændret til Packard Twelve. Produktionen sluttede i 1939 med syttende serie, idet bemærkes, at Packard selv var så overtroisk, eller mente at kunderne var det, at der ikke var nogen trettende serie, men man sprang direkte fra tolvte til fjortende serie.
    Da modellen blev introduceret var bo- ring og slaglængde 3 7/16" x 4", men fra tolvte serie blev slaglængden øget til 4 1/4" og Packard angav samtidig, at antallet af 

 udviklede hestekræfter var steget fra 160 til 175, i begge tilfælde ved 3.200 omdr./min.
    Det hævdes dog, at Packards hestekraftsangivelser altid var meget forsigtige, og at den sidste motor, hvor slagvolumen var 7.757 ccm i virkeligheden udviklede nærmere 200 hestekræfter. Der blev i alt fremstillet ca. 5.700 eksemplarer i den periode. Af femtende serie, der blev produceret fra efteråret 1936 til efteråret 1937, blev der fremstillet i alt 1.300 eksemplarer.
    Under hele perioden kunne modellen leveres med 2 eller 3 forskellige akselafstande, ligesom der i hele perioden udover vogne med de af Packard fremstillede karrosserier, kunne købes vogne med specialkarrosserier fra Dietrich, Le Baron, Bruun, Rollston m. fl.
    Der var her tale om specialkarrosserier, som Packard købte fra de pågældende karrosserifabrikker, men herudover var der naturligvis et - omend begrænset - antal kunder, der købte et chassis og selv sørgede for at få påbygget et specialkarrosseri
    Medens modellen i starten var konventionelt affjedret med halvelliptiske bladfjedre, ligesom der var mekaniske bremser, skete der en række tekniske ændringer med femtende serie, idet modellen fik uafhængig

forhjulsaffjedring, ligesom man gik over til hydrauliske bremser.
    Naturligvis blev de fleste af de ca. 5.700 eksemplarer solgt i De Forenede Stater, men et vist antal blev dog også eksporteret. I modsætning til de 8-cylindrede modeller kunne 12'eren dog ikke leveres med højrestyring, idet der ikke var plads til at anbringe servoaggregaterne til bremse og kobling i højre side, og det var som følge heraf kun ganske få eksemplarer, der fandt vej til lande med venstrekørsel.
    Modellen konkurrerede på det amerikanske marked med Cadillac V 12 og V 16, Pierce-Arrow og Lincoin V 12, men Packards salg var dog under hele perioden væsentlig større end konkurrenternes.
    Der var naturligvis kun 3 fremadgående gear. Første gearet var ikke synkroniseret, men det har ingen praktisk betydning, da dette gear kun anvendes ved igangsætning. Differentialet var hypoidfortandet. Det var et punkt, hvor de europæiske vogne, også luksusvognene, var langt bagud for amerikanerne.
    Blandt ejerne af europæiske luksusvogne, også Rolls-Royce, har der været en tendens til at rynke på næsen ad de amerikanske luksusvogne fra trediverne, bl. a. under henvisning til, at de som hovedregel var så formastelige at anvende udstansede