|
Benzinforbruget ligger i
øjeblikket på mellem 2-3 km pr. liter,
Topfarten er ikke målt, men "The Autocar"
lånte i 1936 et eksemplar af en 12-cylindret Packard, der var på besøg
i England. Under en prøvekørsel på Brooklandsbanen opnåedes en topfart
på 149 kmt. Under vore nuværende hastighedsgrænser har topfarten heller
ikke nogen større betydning, idet det blot kan konstateres, at vognen med
lethed er i stand til at følge med i trafikken på landevejen, ligesom
også accellerationen er af en sådan art, at der heller ikke er nogen
problemer her.
Til oplysning for de læsere, der ikke måtte have
specifikationer og historie vedrørende den 12-cylindrede Packard present,
skal oplyses, at modellen blev introduceret den 17. juni 1931 som Packard
Twin Six, 9. serie. Allerede fra tiende serie blev modelbetegnelsen
ændret til Packard Twelve. Produktionen sluttede i 1939 med syttende
serie, idet bemærkes, at Packard selv var så overtroisk, eller mente at
kunderne var det, at der ikke var nogen trettende serie, men man sprang
direkte fra tolvte til fjortende serie.
Da modellen blev introduceret var bo- ring og
slaglængde 3 7/16" x 4", men fra tolvte serie blev slaglængden
øget til 4 1/4" og Packard angav samtidig, at antallet af |
|
udviklede hestekræfter var steget
fra 160 til 175, i begge tilfælde ved 3.200 omdr./min.
Det hævdes dog, at Packards hestekraftsangivelser
altid var meget forsigtige, og at den sidste motor, hvor slagvolumen var
7.757 ccm i virkeligheden udviklede nærmere 200 hestekræfter. Der blev i
alt fremstillet ca. 5.700 eksemplarer i den periode. Af femtende serie,
der blev produceret fra efteråret 1936 til efteråret 1937, blev der
fremstillet i alt 1.300 eksemplarer.
Under hele perioden kunne modellen leveres med 2 eller
3 forskellige akselafstande, ligesom der i hele perioden udover vogne med
de af Packard fremstillede karrosserier, kunne købes vogne med
specialkarrosserier fra Dietrich, Le Baron, Bruun, Rollston m. fl.
Der var her tale om specialkarrosserier, som Packard
købte fra de pågældende karrosserifabrikker, men herudover var der
naturligvis et - omend begrænset - antal kunder, der købte et chassis og
selv sørgede for at få påbygget et specialkarrosseri
Medens modellen i starten var konventionelt affjedret
med halvelliptiske bladfjedre, ligesom der var mekaniske bremser, skete
der en række tekniske ændringer med femtende serie, idet modellen fik
uafhængig |
|
forhjulsaffjedring, ligesom man gik over til hydrauliske
bremser.
Naturligvis blev de fleste af de ca. 5.700 eksemplarer
solgt i De Forenede Stater, men et vist antal blev dog også eksporteret.
I modsætning til de 8-cylindrede modeller kunne 12'eren dog ikke leveres
med højrestyring, idet der ikke var plads til at anbringe
servoaggregaterne til bremse og kobling i højre side, og det var som
følge heraf kun ganske få eksemplarer, der fandt vej til lande med
venstrekørsel.
Modellen konkurrerede på det amerikanske marked med
Cadillac V 12 og V 16, Pierce-Arrow og Lincoin V 12, men Packards salg var
dog under hele perioden væsentlig større end konkurrenternes.
Der var naturligvis kun 3 fremadgående gear. Første
gearet var ikke synkroniseret, men det har ingen praktisk betydning, da
dette gear kun anvendes ved igangsætning. Differentialet var
hypoidfortandet. Det var et punkt, hvor de europæiske vogne, også
luksusvognene, var langt bagud for amerikanerne.
Blandt ejerne af europæiske luksusvogne, også
Rolls-Royce, har der været en tendens til at rynke på næsen ad de
amerikanske luksusvogne fra trediverne, bl. a. under henvisning til, at de
som hovedregel var så formastelige at anvende udstansede |
|
