Bilhistorisk Tidsskrift  44/1975     side 24

Under den evige jagt på reservedele har det inden for de seneste måneder desværre vist sig, at de få steder, hvor det hidtil har været muligt at opdrive enkelte nye dele til de mere almindelige førkrigs Mercedes-Benz modeller, nu er helt tørlagt. Prøver man at grave lidt dybere i sagen, bliver man mødt med det lakoniske svar, at et hold udenlandske entusiaster har købt hele restlageret! En henvendelse til en kilde i Tyskland, som hidtil har været ret leveringsdygtig, er desuden forblevet ubesvaret, hvorfor man må frygte, at en lignende turné også har fundet sted der.
    Denne sørgelige kendsgerning, sammenholdt med det faktum at flere af vore mest eftertragtelsesværdige vogne efterhånden er blevet afhændet til udlandet, uden hensyn til at købedygtige DVK-medlemmer har anmodet om at komme i betragtning, må snart give anledning til et gjaldende „vagt i gevær", hvis ikke Danmark til sidst skal være at betragte som u-land, hvad de kære gamle biler angår.
                                Poul Jørgensen

 

 

 

 

 

Der er vigtigt nyt på den hjemlige FIAT- front. Den 502 tredørs sedan som i 1963 blev solgt fra den nu nedlagte Gulf tank på Lyngbyvej ved Gentofte Sø er dukket op hos et nyt medlem, Mogens Friis - lige på den anden side af Lyngbyvej. Den har det godt, og er efter nogle års pause ved at blive restaureret. Formentlig har vognen ikke kørt ret mange kilometer i sit liv, for dens ejer gennem de fleste år, en cigarhandler (også lige i nærheden af Gulf tanken), var temmelig påholdende og foretrak sin sofacykel. 502 er en 501 på forstørret chassis. Skal man tro Bolaffis liste er der bevaret omkring 100 501, men kun én 502 i verden. Det er ikke helt rigtigt, men sjælden er den i hvert fald.

 

Som det fremgår andetsteds er Hindsgaul Madsen færdig med at restaurere sin 501 berlina, og det er blevet en fantastisk vogn. Kun kunne jeg have tænkt mig dens køler bevaret malet som den var og ikke som nu forniklet. Det var den vogn en landmand i Vejby ved Rågeleje havde i dagligt brug indtil for få år siden. Hindsgaul Madsen har ofret replica 760 x 90 vulsthjul, lavet ved hjælp af Lourings form. Kostbart, men det pynter unægtelig! på helheden.
    Campeottos Danmarksmester-vogn (se BhT nr. 41 side 33) er genfundet i Nordjylland, nu med nogle ganske pæne bagskærme og et mindre pynteligt vindspejl sat på.
    Og a propos så mener Claude Teisen-Simony bestemt at der har kørt 508 S i Danmark. Jeg har aldrig hørt det før, skulle nogen kunne bekræfte det hører jeg meget gerne fra dem.
    Peter Lykkeberg blev bygningskonstruktør med FIAT 501 som eksamensopgave. Han havde opdaget at en kollega af en tidligere årgang fik accepteret en tegning af en båd og fik med henvisning til det godkendt at han lavede afgangseksamen med tegninger af sin 501 spider/coupé. Mens det stod på befandt karrosseriet sig i dagligstuen.