Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 50  -  FORÅR 1977     side    7

Hvis vi klassificeret egentlige veteranbiler som vogne der er bygget før afslutningen af første verdenskrig, så er der desværre kun bevaret ganske få i Danmark. Når alt regnes med, tre- og firehjulede, vel en 20-25 stykker (hvad der findes ud over dette antal er indført til museer osv. i nyere tid). Det er ikke fordi udlandet har plyndret os særligt for denne kategori; der har simpelt hen ikke overlevet flere. I stærk modsætning til fx. i Norge og Sverige.
   Et af de aller bedste stykker blandt disse få overlevende danske veteranbiler er den Germain som nu har skiftet ejer efter at have været i 22 år hos Th. Ry Andersen. Og det er vel anledning til at fortælle om det fine køretøj.
   Den ny ejer er Jørgen Andersen, Bjørnholm.
   Eksemplaret er en 18/22 hp, af den engelske Veteran Car Club dateret til 1908. Årstallet blev fundet på en fløjmøtrik på et af hjulene. Ellers ville VCC have dateret

den til 1907. Vognen blev hentet på fabrikken i Belgien i 1909 og kørt hjem af sin første ejer, direktør Laurits Thomas Nielsen fra D.D.P.A. (Det Danske Petroleums A/S, senere Esso), i København, og indregistreret under K 204. Den blev afmeldt igen ved første verdenskrig, og så vidt det fremgår af papirerne blev den aldrig indregistreret igen, skønt L. T. Nielsen havde den endnu ved sin død i 1935, og hægede meget om den. Han købte så vidt vides heller aldrig nogen anden vogn. L. T. Nielsen var ungkarl og boede en årrække hos en ligeledes ugift søster, syerske Kirstine Nielsen, i Bovense mellem Nyborg og Kerteminde. Hos hende blev vognen da han døde. Da hun var 80 år, i 1951, forsøgte hun at overlade den til Kerteminde lokalmuseum, som ikke ville have den, og så solgte hun den i stedet til en ung slægtning, en søn af smed Jacobsen i Revninge. Hun forlangte og fik 20 kroner for den.

Men så måtte han også love ikke at skille den ad.
   I december 1951 fik Fyns Tidende nys om sagen og skrev en større artikel om den. Bladet kunne fortælle at der samme dag ville afrejse en delegation fra Kongelig Dansk Automobil Klub i København for at se på vognen. Nogen handel blev der ikke ud af det. Vagn Loft & Co. vendte hjem med uforrettet sag.
   Så gik der et par år. Th. Ry Andersen manglede et restaureringsobjekt og opsøgte smedens søn i Revninge. Nu var han villig til at sælge, for hans kæreste brød sig ikke om vognen, og han ville så hellere lave en Chevrolet fra først i trediverne i stand til at køre i. Kirstine Nielsen levede endnu, men hun var blevet sær og ville ikke tale med Ry Andersen. Gennem en „tolk" fik han dog at vide at hun mente vognen kun havde fået ny dæk én gang. Det, sammenholdt med at intet var slidt, og at den mekanisk kun behøvede at få slebet ventiler,