Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 55  -  SOMMER 1978     side    8

Svære svejsninger
Af P. E. Hansen

For mig er gamle biler mere end et sommer-legetøj. Ofte har jeg, når jeg stod med en nedslidt stump i hånden, tænkt: Hvordan blev denne del fremstillet, hvorfor valgte man netop denne metallegering, hvordan reparerede man denne reservedel under verdenskrigen, da det var umuligt at købe en ny? For just det at reparere — eller om man vil restaurere — er et evigt tilbagevendende problem, når man giver sig af med genopbygning af gamle biler. 
I dag, årtier efter 1940, har vi teknologiske metoder til renovering af slidte eller rustne dele, der er mindre komplicerede end dengang. Særlig aktuel ved opbygning af disse dele er den række af moderne svejseteknikker, der findes nu. Jeg behøver blot at nævne svejsemetoder som CO2, Argon og Lysbue, så vil de fleste restauratorer erindre, at de på et tidspunkt har måttet tage disse teknikker til hjælp for at klare en dels fortsatte funktion i deres køretøj.

Da Ford T'en endnu var ung, var man her i landet kun i stand til at udføre essesvejsning, en teknik enhver beslagsmed mestrede og bl.a. brugte til fremstilling af hjulringe til hestevognshjul. Men essesvejsning var ikke praktisk til brug ved industrifremstillings processer, derfor blev næsten alle industriprodukter samlet ved nitter, bolte eller lodning. 
Netop i 1918 blev den unge industriblikken slagersvend Viggo Hansen opmærksom på, at der i gassvejsningen var fremtidsmuligheder. Gassvejsning var dengang en ny teknik i Danmark, derfor opstartede Teknologisk Institut et kursus i gassvejsning for håndværkere. Lærer var værkmester Christiansen, som senere gennemrejste landet i flere årtier med ambulante svejsekurser. Interesse og håndelag for gassvejsningen blev Viggo Hansens »skæbne«. Igennem en årrække helt frem til 1969, da Viggo Hansen som 71-årig afhændede sit

værksted, blev han i Horsens-området kendt som svejsespecialisten, der klarede de mest håbløse defekter på maskindele, og i særdeleshed brudne dele til automobiler. Den grundlæggende betingelse for at svejse er at man er i stand til at opvarme svejse- stedet til smeltetemperatur og samtidig undgå at luftens ilt optages i smeltebadet. I 1918 havde man to opvarmnings muligheder, gasflamme og elektrisk lysbue. Men ved den elektriske lysbue var der ikke ud-



(side 9)
Viggo Hansen demonstrerer gas svejsning i et Ford A støbejernstopstykke i forfatterens gammel-bilværksted. (VH. er 79 ar og meget åndsfrisk, bemærk hvordan han griber om svejsetråden, billederne er optaget 27.04.78).