| |
husets første bil og stadig bærer sin ejer, prinsesse
Maries, navnetræk. Det var hende som var brandmand i sin fritid.
Landaulet karrosseriet er fra Felbert Fréres i Paris. Prinsesse Marie af
Orléans døde i 1909, hendes gemal prins Valdemar først i 1939, og endnu
mange år efter blev deres vogn stående i garagen i Det Gule Palæ (ved
Amalienborg), men blev så af Københavns Bymuseum anbragt i et skur
tilhørende sporvejene på et remiseareal på det ydre Nørrebro. Omsider
blev Delaunay'en ved DVK's mellemkomst draget frem af glemslen og
restaureret og udstillet på Danmarks Tekniske Museum.
Datidens motorpresse var meget fortørnet over at det varede så længe
før kongehuset herhjemme fulgte udenlandske kollegers eksempel og gav
bilismen det blå stempel. Først da prinsesse Marie var gået i brechen
dristede kronprinsen og prins Harald sig til at anskaffe biler. 2 1/2 år
senere, da prinsesse Marie var død, interviewede Auto- Cyclen hendes
chauffør, Rasmus Petersen på Bernsdorff Slot. Han havde kørt for hende
endnu inden hun selv fik bil, da han var ansat i Dansk Automobilselskab.
Da
Delaunay-Bellevillen blev genfundet i Det Gule Palæ. |
|
han bemærkede hendes interesse skrev han til hende og
ansøgte om at blive hendes chauffør, hvis hun fik brug for det.
I mellemtiden blev Petersen ansat hos etatsråd Andersen, og havde igen
anledning til at køre for prinsesse Marie med etatsrådens bil. Da
prinsessen omsider købte bilen »en ualmindelig god fransk
Delaunay-Belleville«, spurgte hun Petersen om han ville være hendes
chauffør. Og han fortæller
— Fra dette øjeblik har prinsesse Marie så at sige ikke benyttet
anden befordring. Sommer og vinter — nat og dag. Thi vi kørte jo også
om natten, og jeg kan indskyde at for mig står det som langt farligere at
køre om dagen med den stærke færdsel end om natten. Prinsessen var på
en måde meget forsigtig, når hun kørte. Ikke for sig selv, men for
andre. Kør forsigtigt, Petersen, sagde hun ofte, men så føjede hun
altid til: Nå ja, det behøver jeg jo ikke at minde Dem om.
Hun var ingenlunde nervøs. Men mødte vi heste, som blev sky, bød hun
mig altid at standse, og flere gange er hun selv stået af vognen, har
beroliget hestene og trukket dem forbi. Kørte vi ud om vinteren, passede
hun altid på at jeg var klædt godt varmt på. Hun tænkte mere på andre
end på sig selv. |
|
Opholdet i sporvejenes skur var ikke befordrende for sundheden.
Petersen fortæller at med selve maskineriet har der aldrig været noget i
vejen. Derimod et par punkteringer, mærkeligt nok altid på slottets
grund, bortset fra at der en gang sprang to ringe på Vordingborgvejen.
Det er en udmærket vogn, aldeles som ny, til trods for at vi dog har
kørt ca. 30.000 km med den. Det var jo ikke alene prinsessen selv, der
benyttede den. Hun stillede den beredvilligt til sine gæsters
disposition, som f.eks. prins Georg og gemalinde, og når som helst
kejserinden, dronningen af England og hertuginden af Cumberland fra
Hvidøre telefonerede, så var vognen parat. Skete det |
|
