| |
pludselig en dag var hendes navneskilt fjernet fra døren.
En forespørgsel hos varmemesteren bekræftede mine bange anelser: fru
Møller var ikke mere. Desværre kunne han kun fortælle, at hun havde
efterladt sig en datter, men hverken hvad denne hed. eller hvor hun boede.
Det var mindre heldigt, for kvinder har som bekendt den uvane at skifte
navn alt efter valg af ægtemage. Et halvhjertet forsøg på at finde
datteren var følgelig forgæves, og da der tillige var det med den
interesserede arving, sluttede jagten her.
Tiden læger alle sår, og efterhånden havde jeg slået den gamle
dames bil ud af hovedet. men et årstid efter ringede telefonen, og en
ukendt kvindestemme spurgte, om det var mig. Da jeg ikke på stående fod
kunne erindre at have foretaget mig noget, der skulle nødvendigøre en
benægtelse af denne kendsgerning. erklærede jeg frimodigt, at det var
det. Gudskelov, for herefter spurgte kvinden, om jeg, hvis hun fortalte.
at hun var datter af fru Møller Kroigård. var klar over, hvem hun var, og
om jeg stadie ville være interesseret i at købe hendes mors bil? Om jeg
var, og om jeg ville! Det kom frem, at hun havde fundet mit brev blandt
sin mors efterladenskaber, og da den interesserede arving i mellemtiden
havde faet kolde fødder, skulle bilen sælges alligevel. Med slet dulgt
utålmodig fik jeg aftalt et møde for besigtigelse af skønheden (bilen)
allerede |
|
næste dag. Dette endte med, at jeg købte Auftrag-Nr. 310065, for det
samme jeg nogle ar tidligere havde budt fru Møller Kroigård, og
således fik første runde en lykkelig udgang.
Det første overblik
Som det næsten altid er tilfældet, havde eftersynet afsløret,
at den lille 170V var i noget dårligere stand, end man umiddelbart
|
|
Overfladisk så den lille Mercedcs Benz ganske pæn
ud -
skulle tro. Den gamle dame havde
ganske tydeligt vænnet sig til at køre med et opslidt styretøj, og
i lykkelig uvidenhed om at hele ekvipagen var ved at bryde sammen
under hende. Det var faktisk så
|
|
|
