Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 59  -  SOMMER 1979     side  12

reservedele, der aldrig nåede frem, og pedalerne gav en overgang anledning til spekulationer. Da de skulle males, opdagedes det, at der var isvejst ca. 5 cm på pedalarmene. Kunne det være originalt, eller havde fru Møller Kroigård mon været så kortbenet, at det havde været nødvendigt at forlænge pedalerne? Næppe. Ganske vist havde hun aldrig over for mig gjort krav på at have optrådt i Folies-Bergére i sine yngre dage, men jeg huskede hende trods alt som en absolut nydelig og velproportioneret dame. Jeg satte mig derfor til at granske i reservedelskataloget, hvor jeg fandt andre numre for pedalerne i cabriolet A og roadster end i de øvrige modeller. Ved fortsat læsning fandt jeg desuden, at ratstammen var forlænget med 58 mm, og så var der ingen tvivl mere. Foranlediget af den længere motorhjelm var sæderne naturligvis rykket tilbage i vognen, og pedaler og ratstamme følgelig forlænget. Jagten på et sæt andre pedaler kunne derfor afblæses.
  En anden lille ting, der havde givet anledning til mange overvejelser, var det lovbefalede sidespejl. Bilen havde været udstyret med et moderne spejl af engelsk herkomst, og det var selvfølgelig lidt af en anakronisme på en gammel tysk bil, men hvor fik man et tidstypisk sidespejl fra? Her smilede lykkens gudinde helt uventet til mig. En bekendt kom anstigende og spurgte, og jeg ville købe en Zeiss projektør med spejl bagpå, som stammede fra en Mercedes-Benz, hans

far havde haft før krigen. Jeg skulle få den billigt. Mit hjerte gav et hop, for det var netop, hvad jeg manglede, og igen var det svært ikke at se ud som katten, der lige har slugt kanariefuglen. Min bekendt virkede på den anden side nærmest lige så lykkelig ved udsigten til endelig at slippe af med sin gamle lygte, og således var alle glade. Efter at en bule var banket ud, kunne lygtehus og arm sendes til forkromning, mens parabol og spejl fik ny belægning. Foruden at fungere som sidespejl indtager Zeiss projektøren nu atter sin vante plads som prikken over i'et på en Mercedes-Benz.
  Men det er ikke nok, at en bil ser pæn ud, den skal også være trafiksikker, og et af de mest spændende øjeblikke i hele processen er formentlig, når den skal præsenteres for Statens Bilinspektion. Mit valg af fremmed hjælp må have været helt rigtigt, for den lille 170V blev godkendt første gang. Dog hører det vel tit også en lille smule held med. I dette tilfælde bestod heldet i, at håndbremsen var så hensynsfuld at vente med i bogstaveligste forstand at tabe fatningen, til den blev trukket an første gang efter godkendelsen. Det kabel, der var fremstillet af et specialfirma, blev lige så stille trukket ud af sin forreste befæstelse, og et nyt måtte skyndsomt laves. 

Konklusion 
Mærkeligt nok nyder f.eks. en frimærkesamler i

reglen større forståelse for sin hobby end en veteranbil-entusiast. Mange har tilsyneladende svært ved at få øje på det attraktive i at måtte investere store beløb, samtidig med at man tilbringer sin fritid  stående på hovedet i en rustbunke og bliver indsmurt i olieslam fra top til tå. Det er derfor ikke ualmindeligt at blive stillet overfor spørgsmålet, om det nu kan betale sig. Fra et rent økonomisk synspunkt må svaret blive, at det kan det ikke. Som amatør skal man ikke regne med at kunne restaurere en gammel bil for derefter at opnå en net fortjeneste ved et hurtigt salg. Men hvad bryder den virkelige entusiast sig om det? Han kaster sig ud i arbejdet, for at hygge sig med det mens det står på og derefter glæde sig over det færdige resultat i mange år fremover. Bevares, man hører sjældent om en frimærkesamler, der har fået skældud, fordi der på uforklarlig vis er kommet olie på manchetterne på hans nyvaskede skjorte. Til gengæld må han nøjes med at stå som misundelig tilskuer, når veteranbil-ejeren kører ud for at høste frugten af sit møjsommelige arbejde, måske ledsaget af sin nærmeste familie. Altså kan det alligevel betale sig!
  For en begynder, med særlig interesse for tyske biler, kan man dårligt forestille sig et bedre emne end en førkrigs Mercedes-Benz 170V. Med lidt energi og lidt held vil det endnu være muligt at opspore de fleste reservedele, idet typen blev genoptaget efter krigen; men her lurer