| |
Stående ved siden af den lille bil, vidste jeg ikke
umiddelbart, hvad jeg nu kunne eller skulle gøre.
Pludselig kom en mindre, meget velklædt herre ned til mig.
Han smilede venligt og tilbød på svensk »att knuffa på«.
Efter et øjeblik at have gennemtænkt min stilling anmodede
jeg ham høfligt om ikke at røre køretøjet med sine lyse handsker.
Da han så noget uforstående på mig, forklarede jeg det
venlige medlem af vort broderfolk på mit bedste svenske, »att jag jo
inte an hade kapitänens permission till att rulla bilen i hamn.«
Stadig smilende, svarede han, at han respekterede denne min
indstilling.
Vi snakkede ti-femten minutter om køretøjet, som blev
minutiøst undersøgt af os begge. Den fine herre ønskede mig til lykke
med erhvervelsen og gik sin vej.
Ved hjælp af nogle svenske 10-kronesedler fik jeg efter at
have fået kaptajnens tilladelse nogle havnearbejdere til at hjælpe mig
med at få bilen fra borde.
Den blev trillet op på en rampe og derfra ned på min
lastvogns lad.
Min gamle onkel, der stadig i sit femogfirsindstyvende år
driver sin sølvmedaille-snedkervirksomhed på Vesterbro i København (sølvmedaille
er eller var det højest opnåelige) havde givet mig nogle ordentlige
kiler med, og disse sømmede jeg ned i lastvognens træ, såle-
|
|
|
|
