Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 59  -  SOMMER 1979     side  41

     
 

des at alle fire hjul var blokerede. Et par sikkerhedskæder blev også anbragt på en måde, der ikke kunne give vognen ridser.
   Klokken var blevet 15.30, og temperaturen var nede pÃ¥ - 20° C.
   Veltilfreds kørte jeg ned mod den bom, der afgrænser transitomrÃ¥det fra Sveriges land.
   Ved bommen blev jeg vækket, og mine drømme forsvandt.
   Man nægtede mig udkørselstilladelse med den begrundelse, at jeg jo havde mulighed for at afsætte køretøjet pÃ¥ svensk grund og derefter fÃ¥ et automobilvrag anbragt pÃ¥ min truck.
   Alternative transportmuligheder: Enten med skib til København eller i plomberet jernbanevogn.
   Tankerne jog igennem min kolde hjerne. Que faire?
   De flinke toldere indvilgede i at telefonere til hotellet og berolige min »Fru«.
   En af dem tilbød at følge mig til havnedirektørens kontor. Dette var beliggende øverst i et højhus pÃ¥ frihavnsarealet.
   I forkontoret bad en trevlig sekretær mig tage plads. Der gik op imod tyve minutter før en stemme sagde, at jeg kunne komme ind.
   Stor var min og hans overraskelser, da vi atter stod over for hinanden. Den velklædte herre fra M/S SAGA og jeg kiggede pÃ¥ hinanden. Med et lunt glimt i øjet. som jeg ikke skal glemme ham for, sagde han: »Är Ni här an?«

PÃ¥ dette intelligente spørgsmÃ¥l svarede jeg lige sÃ¥ intelligent »Ja!«
   Han fik historien og indsÃ¥ straks problematikken. Stadig smilende lod han sin sekretær udfærdige tre papirer. Nr. l skulle bruges nede ved bommen. Nr. 2 skulle bruges i Helsingborg havn. Nr. 3 skulle gives de danske toldmyndigheder i Helsingør. Desværre fik jeg aldrig takket ham.
   Alt gik herefter glat.
   Kl. 16.30 blev min hustru og vor glade lille pige afhentet fra hotellet, som tog betaling for én overnatning, mod at mÃ¥tte titta pÃ¥ det roliga fördon!
   I bidende kulde accellereredes mod syd.
   Lille Charlotte faldt i søvn ved 20-tiden, og godt trætte kørte vi ind i Helsingborg ved 22- tiden.
   Temperaturen var steget til — 2 ° C, og vor dyrebare last var komplet overiset i en tykkelse af 2-3 mm.
   I Helsingør betaltes MOMS og foretoges indklarering uden vanskeligheder. Danskerne ville ogsÃ¥ gerne kigge, men det hvidgrÃ¥ spøgelse, der stod pÃ¥ min lastvogn, kunne ikke befordre den helt store interesse.
   Kl. 01.30 var vi hjemme. Falck blev rekvireret.
   Veteranbilen blev firet ned pÃ¥ et sted i haven, hvorpÃ¥ jeg hÃ¥bede, at solen den næste dag ville skinne.

   Mit hÃ¥b blev ikke gjort til skamme.
   Solen strÃ¥lede fra en skyfri himmel, og ved middagstid, efter at den lejede lastvogn var kørt tilbage til udlejningsfirmaet, blev nyerhvervelsen tørret og poleret med masser af bløde klude.
   Dér stod den. Midt i sneen!
   Kalechen mÃ¥tte slÃ¥s ned for at fÃ¥ den ind i den tørre, let opvarmede garage.
   I Ã¥renes løb har Jeg restaureret den, sÃ¥ den mekanisk og kosmetisk stÃ¥r som en helt ny bil.
   Det har kostet en del tid, men i penge sÃ¥ godt som intet.
   Nu til maj er det min plan og mit hÃ¥b, at den kan indregistreres til kørsel i dagslys. Den mÃ¥ ikke blive vÃ¥d!
   Trykbeholderen pÃ¥ højre trinbræt vil ikke blive fyldt med gas, men de smÃ¥ parkeringslamper og baglygten med rødt og grønblÃ¥t glas vil blive fyldt med olie, sÃ¥ jeg hÃ¥ber pÃ¥ Set. Hans Aften 1979 at kunne illuminere det køretøj, som jeg er sÃ¥ glad for at eje.
   Skattevæsenet har interesseret sig noget for køretøjet, og to venlige og høflige herrer har beset det.
   Alt er i vinkel, og afhængigt af vejrgudernes lune kan min familie og jeg forhÃ¥bentlig i denne sommer trille rundt i vort dejlige land i et køretøj der skabtes et par menneskealdre før menneskeheden blev belært om, at olien en skønne dag mÃ¥ske kan standse det hele og os alle ....