Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 61  -  1980     side    5

Mit bekendtskab med denne Austin Seven Saloon 1932 indledtes på en veteranbilauktion i Vejle i september 1975. Mine øjne må have været halvt lukkede af betagelse, for jeg besluttede efter en summarisk undersøgelse af vidunderet, at bilen skulle hjem. Det lykkedes også, for ved et bud på 3700 kr. faldt den sidste interesserede fra. Da bilen kom hjem og blev undersøgt nærmere, viste det sig hurtigt, at dens tilstand var langt dårligere end først antaget.
   Så i stedet for en hurtig istandsættelse begyndte en gennemgribende restaurering. Selve karrosseriet var mange steder gennemtæret, og på et tidspunkt havde der været forsøgt en reparation med popnittede zinkplader over de værste huller. Det var sket i en sådan grad, at registreringsattesten i 1963 var påført følgende bemærkning: »Gennemgribende reparation nødvendig, som frarådes. «

Det første halve års aften- og weekendtimer for min far og mig gik med dette pladearbejde og resulterede bl.a. i en ny bund i bilen, nye bundstykker i dørene, og som det vanskeligste måske, en helt ny tagrunding over forruden hen mod soltaget. Inde i rundingen er indbygget afløbskanaler fra soltaget, så regnvand løber ned over forruden. Til dette arbejde viste kombinationen af en mekaniker uddannet i 30'erne, et acetylensvejseværk og en CO2 svejser sig at være yderst nødvendig.
   På auktionen i Vejle havde jeg stiftet bekendtskab med en Austin Seven-ejer fra Hovedgård. Denne manglede blot at gøre det elektriske system på sin Seven færdigt, og da der fulgte en instruktionsbog med min Austin, var det let at hjælpe med en kopi af instruktionsbogen med ledningsdiagrammet. Dette bekendtskab blev til en stor hjælp for mig senere.

Efter at en ny forruderamme var bukket efter en skabelon lånt i Hovedgård, og træværket var sat i stand ved udskiftning af den fjerdedel, der var råddent eller helt borte, var tiden inde til maling af karrossen. Heldigvis fandtes der en cellulosemaling i næsten samme mørkrøde nuance som bilens oprindelige farve. Så efter en grundig polering af reservehjulsholderen var det en ret nem sag for en maler at ramme plet ved toningen af 5 kg lys Maroon.
   Det første år var gået og turen kommet til chassisrammen, hvis svaghed hovedsagelig lå i den tværgående stang, der trækker i bardunerne til bremserne. Der måtte fremstilles nye messingbøsninger og nye splitbolte, ligesom hullerne blev svejset til og boret op til oprindelig størrelse. Et meget tidskrævende problem opstod med trianglens fastgøring til rammen, da de to halvskåle, der muliggør en smule be-