| |
lande, men hvor mange vogne han fik solgt ved jeg ikke.
Men der var flere end den som generalkonsul C. F. Glad købte, for jeg
husker hos Hersleb Christiansens søn at have set et fotografi af i hvert
fald en vogn til. Desværre døde denne søn inden jeg fik kopieret hans
mange gode fotografier (også af Bugatti mm.) og sønnesønnen har jeg
mistet kontakten med.
Hvorfor der på en typeplade i vognen ikke står Hersleb
Christiansen, men Viggo Jensen, har jeg ikke kunnet finde ud af. Det var så
vidt jeg ved først på et senere tidspunkt mekaniker-mester Viggo Jensen
fik værksted i Dansk Karosseri-Fabriks kompleks i Drejøgade i København,
hvor Isottaen fik formentlig sit første, og i hvert fald sit andet
karrosseri. Både Viggo Jensen og hans søn er død, men jeg formoder at det
var ham der havde været hos H. C. Christiansen (se Danmarks Tekniske
Museums årbog 1971).
Typepladen siger samstemmende med papirerne at vognens
egenvægt er
(Side 24) Uden for Dansk Karosseri-Fabrik i Drejøgade,
1933.
|
|
2.725 kg! Isottaen blev takseret til 28 danske
skattehestekræfter, til sammen ligning var en FIAT 501 5.6 SHK.
Glad havde i forvejen en RollsRoyce Silver Ghost, nemlig den
der senere blev DVK's (dengang havde den dog et cabriolet-karrosseri). Han
havde desuden en Daimler og en Humber (»Frøen« kaldet, fordi den hoppede
når fru Glad kørte den). Isottaen fik i følge den oprindelige toldattest
et 5-7 personers lukket coupé de ville karrosseri. Attesten
fortæller at den afgiftspligtige værdi var 24.000 kroner, og attesten
bærer for 7.250 kroner stempelmærker. Glad gav sin kone Margrethe vognen i
julegave i 1926, efter sigende stod den i haven, pakket ind i sølvpapir.
Desværre findes der ingen fotografier af det oprindelige karrosseri.
Sønnen Carl Glad fortæller at vognen var blågrøn og nævner
at den havde en sort »kaleche«, men kalechen kunne ikke slås ned. Og der
var altså åbent chaufførsæde.
Det nutidige forsøg på at føre vognen tilbage til den
oprindelige skikkelse er efter Carl Glads mening ikke lykkedes, bortset fra
at skærmene nu ligner lidt. I hvert fald var der hverken
|
|
bar eller stereo-anlæg med højttaler dengang.
Til gengæld var der et smukt arrangement i ædel træsort,
indeholdende flakoner med vellugtende vande og salmiakspiritus til oplivning
af passagererne, som ofte følte sig utilpas pga. at bilens udblæsning
endte indendørs (til chauffør Sørensens hemmelige fornøjelse).
Men i 1933 blev karrosseriet ændret, så det kunne åbnes
bagtil. Det fremgår af en påtegning på attesten, at det nu er en
cabriolet, indrettet til at befordre 4 personer, føreren iberegnet. Og der
er påbygget kuffert. Af det har vi originale »fabriksfotografier«, taget
uden for Dansk Karosseri-Fabrik i Drejøgade.
Som noget meget specielt blev Isottaen forsynet med
bespændinger til en Wyta påhængsvogn, på grund af den forholdsvis lille
bagageplads til de påtænkte længere rejser. Hoved- såvel som
påhængsvogn var nu beige. Fra starten var Isottaen blevet ført af
chauffør Sørensen, og i det åbne førersæde døjede han trods en
skindkappe med kulden, særlig om livet og nedefter. Carl Glad mener at
huske at Sørensen senere i julegave fik kameluldsundertøj
|
|
