Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 65  -  1981     side    3

     
  SØLVFISKEN
- en dansk Buick Special
  

»En vogn langt ud over det sædvanlige viser sig i disse dage for første gang på Københavns gader. «
   Sådan skrev FDM's medlemsblad MOTOR i sit nummer 16 – juli 1932. Vognen var en Buick med et specialkarrosseri kaldet Sølvfisken. Vi er med Erik Bjerrings mellemkomst kommet i besiddelse af originale »fabriksfotos« af vognen. Desværre er det ikke lykkedes at finde ud af med sikkerhed hvem der havde tegnet vognen eller hvem der byggede den. Men man kan gætte på at den er blevet til ved en samlet indsats på tegnestuen hos General Motors International i København, og at den også er blevet bygget på firmaets værksteder. Efter hvad Bent Mackeprang kan huske blev den kørt af GM Internationals daværende direktør, Ladin. Hvad der blev af vognen står hen i det uvisse.

 

I oktober/november nummeret 1972 af tidsskriftet Special Interest Autos beskrev den amerikanske bilhistoriker Karl Ludvigsen vognen. Han nævner at GM i Danmark samlede vognene helt fra grunden. Chassiset er en Buick 90 med den store, topventilede 8-cylindrede rækkemotor.
   Også Ludvigsen skriver at konstruktøren er ukendt. Men man kan henvise til flere udenlandske inspirationskilder. Vi vil i øvrigt lade MOTOR fortsætte sin beretning om hvordan vognen var indrettet:
»Møder man den, tænker man straks på en mægtig sølvskinnende fisk, som er kommet op af havet og har forvildet sig ind i byens biltrafik, endnu med saltvandsglansen på sin stålgrå krop. Ligheden med fisken er næppe tilfældig – konstruktøren har søgt at give vognen de for luftmodstanden mest

 

fordelagtige linjer, og i den henseende er naturens form jo gerne forbilledet for teknikken. Vognens sider og tag løber i en svag bue fra det lave og skrå vindspejl agterud, idet alle rette vinkler og skarpe hjørner er bandlyst. Buen bliver mere brat bagud, og ender til sidst i et elegant agterparti af et tilsnit, vi ikke før har set magen til. Lige sådan skærmene – de skal danne luftafløb for hjulene, de synes at være i et med dem og er forlængede bagud for ligeledes at ende tilspidset.
   En liste af rustfrit stål, der løber midt i taget, bidrager kraftigt til at fremhæve vognens egenartede arkitektur. Dertil kommer så den helt usandsynlige farve, som vel nærmest må siges at være gennemsigtig med en metallisk-grå glans, lysere på overdelen, skærmene og bagtil; lidt mørkere på motorhjelmen og det nederste af siderne. Når solen skinner på vognen, stråler den som sølv. Bemærkelsesværdigt er det, at denne farve er fremstillet af fiskeskæl og besidder disses særegne glans.
  Konstruktøren har gjort det kunststykke at bygge vognen på et almindeligt chassis af den sædvanlige type, medens de hypermoderne karrosserity-