Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 69  -  1982     side    3

50-året for den første Ford V-8

I slutningen af november 1931 gik produktionen af Fords 1932-modeller så småt i gang i USA, og det var planen, at de nye modeller skulle præsenteres i januar 1932.
   Fords A-modeller havde i årene efter 1929 haft det svært. Dette skyldtes ikke alene depressionen, men også den stadigt stigende konkurrence fra andre fabrikater, især Chevrolet og Plymouth. Således solgte Ford i 1929 over 1,5 mio. biler mod kun 540.000 i 1931, og Ford blev dermed placeret på 2. pladsen overgået af Chevrolet, som solgte 580.000 biler i 1931.
   Fords afløser for A-modellen, logisk nok kaldet Ford B, kunne kort karakteriseres som en forbedret A-model. Opbygningen var i princippet den samme, men chassiset havde fået forøget akselafstanden med 2¹/2" til 106". Den 4-cylindrede motor ydede nu 50 hk ved 2800 omdr./min. mod tidligere 40 hk ved 2200 omdr./min., og der var nu

automatisk tændingsregulering og motorophæng af gummi. Karrosserityperne var de samme som hidtil, men karrosserierne var noget mere »strømliniede« end tidligere. Således var solskærmen forsvundet. Endelig var benzintanken af sikkerhedshensyn placeret bag i bilen.
   Det var altså denne Ford B eller Ny 4, som skulle tage kampen op mod Chevrolets 6-cylindrede topventilede modeller. Det kunne se håbløst ud, og Ford havde da også siden 1930 eksperimenteret med en 8-cyl. motor som afløser for den 4-cylindrede. En 6- cylindret motor kunne ikke komme på tale, for det havde Chevrolet jo, så Fords trumfkort skulle være en 8-cyl. motor med cylindrene anbragt i V-form og støbt en bloc. Fords ingeniører sagde, at dette kunne ikke lade sig gøre, men Ford sagde, at det skulle lade sig gøre, og støbeproblemerne blev da også løst til sidst.

Denne V-8 motor havde slagvolumen på 3,5 1 og en ydelse på 65-70 hk ved 3400 omdr./min. Ventilerne var anbragt sidestillet inderst i V'et, og det gjorde det muligt at anbringe karburatoren hensigtsmæssigt midt i V'et. Derimod måtte udblæsningskanalerne føres igennem blokken ud på ydersiderne, og det viste sig senere at give køleproblemer. Motoren var forsynet med fuld tryksmøring, vandpumper i topstykkerne og en afbalanceret krumtap, der vejede 65 pund. Plejlstængerne var anbragt ved siden af hinanden på såkaldt vandrende lejer, det vil sige, at plejlstangslejerne havde lejeflader både indad mod krumtappen og udad mod plejlstængerne.
   V-8 motorerne blev forsøgsvis anbragt i A-modeller, hvor de gik fint, men det blev besluttet ikke at sætte en produktion i gang. Tiden var ikke inde, det økonomiske klima var for ustabilt, og i stedet skulle en forbedret 4-