Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 70  -  1982     side    2

     
   

KDAK

Efter års tovtrækkeri er det – til sidst med velvillig og sagkyndig juridisk bistand af O. T. Neel – lykkedes DVK at for overladt Kongelig Dansk Automobil Klubs sidste efterladenskaber – det der ikke dukkede op på »dødsboauktionen« for fire år siden. Mens dette skrives er de bedste af sagerne undervejs til klublokalerne, resten er ved at blive grovsorteret i et lagerrum – det drejer sig om cirka 70 flyttekasser fulde. Hovedparten er forholdsvis uinteressante regnskabsbilag og brevkopier fra klubbens sidste 10-15 år, meget af det handler om dens virke som turistbureau og samarbejdet med hoteller. Mest interessant er de ældre medlemsprotokoller og »proponentprotokoller«, som fortæller hvem der har søgt optagelse og hvem de er blevet anbefalet af. I et kortere tidsrum, midt i 1920'erne, oplyses også om bilmodel og indregistreringsnummer! Desværre går disse protokoller kun delvis tilbage til klubbens ældste tid. Det samme gælder de indbundne årgange af med-

 

lemsbladet Auto, som foreligger fra 1914 til 1939, minus et par årgange, som ved en fejltagelse kom frem på auktionen. Køberen har dog velvilligst erklæret sig villig til at indgå en byttehandel, så vor samling bliver kompletteret hvad angår det nævnte tidsrum. Efterkrigsårgangene findes stort set i løse numre. Der er desuden en ret stor samling meget morsom gammel motorlitteratur, næsten udelukkende værker af generel karakter, om bestemte mærker er der faktisk kun to bøger. Nogle kasser med fotografier viste sig desværre næsten udelukkende at indeholde ret ny billeder fra selskabelige sammenkomster og vedrørende skolepatruljer etc. Der er dog enkelte sjove, gamle billeder, og vi har valgt at bruge to af dem på omslaget af nærværende nummer af BhT.

FOR- OG BAGSIDE:

De to billeder fra KDAK's støvede kældre, vi viser på omslaget, forestiller: På forsiden en af klubbens formænd, konsul V Ludvigsen (ham med Hellesens enke) ved rattet af en Clément under klubbens Jyllandsløb i 1908. Det er

 

dommerkomitéen bagi vognen: General Råbye og Holger Hassel, og på trinbrættet Richard W. Petersen.
   Bagsiden: 3. februar 1903 viser overbetjent, løjtnant Kruuse stolt det første resultat af det ny krav om indregistreringsnummer på bilerne. Det er bilpioneren, kørelærer og grosserer Cornelius Steffensens Rochet, en fransk 4 hk, encylindret vogn, dengang allerede to år gammel. Vognen vejede 500 pund og kunne køre op til 40 kmt, Den blev startet på samme måde som en moderne græsslåmaskine eller udenbordsmotor, med en rem viklet om en aksel. Steffensen forbedrede systemet ved at sætte et håndgreb på remmen. Steffensen fik også K2, og i øvrigt førerbevis nr. 2 — nr. 1 blev aldrig udstedt, det var forbeholdt politiets sagkyndige.
   I løbet af 1903 nåede det københavnske indregistreringskontor, politiets 4. afdeling, at få registreret 37 biler og 20 motorcykler.
   Rochet-vognen kan ses fra en anden vinkel i BhT nr. 38.