Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 70  -  1982     side   16

     
 

et sådant blev indført har en nu afdød montør, Johs. Jeppesen, kunnet bekræfte, idet det engang lykkedes den yngre Knudsen, Evald, at bakke imod en gammel boremaskine. Samme montør Jeppesen har ligeledes berettet om hvordan han under vognens bygning drøftede skærmenes facon med mester, og hvor Jens Peter Knudsen afsluttede diskussionen med ordene:

 

»Selvfølgelig har du jo også en mening, men det er nu mig, der er mester her«.
   Vel var Jens Peter Knudsen ingen Ettore Bugatti, men den patriarkalske indstilling har nok været den samme overalt i Europa. Næsbyvognen var måske ikke noget stort teknisk vidunder, men den veg dog ikke tilbage for en københavnertur, som den foretog i alt fald én gang med Jens Peter 

 

ved rattet og hustruen ved hans side. Så en vis tro på maskineriets driftssikkerhed må der have været.
   Hvor den siden blev af har ikke kunnet opklares, men indtil 1919 har den været i brug, og i 1926 var den forsvundet, men hvordan?
   Den ældgamle smedje og motorfabrik lader sig endnu påvise, omend senere ejere har delt lokalet i flere, men i gulvet findes stadig de, i svovlblomme faststøbte, bolte, hvor motorerne blev fastspændt under prøvekørsel, og under loftet hænger stadig fragmenter af drivakslen med fladremskiver, som trak boremaskiner, drejebænk m.m., ligesom også den gamle esse og en arbejdsbænk fra dengang er bevaret.
   En ejendommelig fornemmelse kommer over én, når man pludselig befinder sig selv stående i et af de værksteder, man kan vel næsten sige laboratorier, hvor der for så længe siden har været experimenteret med den kunst at uddrage energien i olie og petroleum, og omsætte deri til fremdrift for skib og køretøj.
   Vedstående billeder viser værkstedet, som det så ud dengang. Herren i baggrunden ved den færdige motor på prøvebænken er mesteren selv, og iføl-