Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 73  -  1983     side  22

vej og hos Danadko på Polititorvet fandt Lendal en mekaniker, der hævdede at have lavet Lancia for Cai Caspersen. Det var dog så som så med hans expertise, for da motoren var lagt i vognen, haltede den slemt. Mekanikeren ville ikke tro på, at tændingsrækkefølgen skulle være en helt anden end på en ordinær 4-cylindres motor; Lendal måtte insistere på at mekanikeren fulgte en fransk Lancia anvisning, og så gik motoren rent. Men kort efter røg der et hovedleje, det klarede dog en lokal mekaniker på Frederiksberg at lægge i nedefra. Og efterhånden var det charmerende bekendtskab blevet så problematisk, at Tove Lendal kørte Apriliaen på auktion i Æbeløgade i forsommeren 1958 — med forbud mod prøvekørsel, de ømme kardanled tålte ingen ukyndig kørsel. Vognen gik for 3.000 kroner til en mekaniker — og dermed endte også denne 1939 Farina cabriolet hos Hans Jørgensen i Kolind! (Dvs. sandt at sige har vi ikke helt rede på rækkefølgen af de to vogne). I hvert fald blev også den sat i stand, kørte på V-nummer en tid, men blev så også handlet videre.
   Brdr. Lemming i Sdr. Hygum  

annoncerede i 1964 en Lancia 1939 cabriolet til salg, og det har efter al sandsynlighed været denne vogn. Bent Lemming husker kun, at den var lys, og at den blev solgt til en mekaniker, som hævdede at have fået en ny bund til den.
   Men hvis det er denne vogns døre (og måske andre dele), som er fulgt med den anden — så passer årstallene jo ikke sammen. Mysteriet er uopklaret.
   Standard Aprilia havde som forgængeren Augusta selvbærende karrosseri, men som allerede med de sene Lambdaer kunne man få et chassis til påbygning af specialkarrosseri, i Apriliaens tilfælde en meget kraftig, helt plan bundplade. Der kendes i dag 10 Aprilia cabrioletter, hvoraf de 6 med Farina karrosseri, nemlig foruden Jørgen Hansens en italiensk ejet fra 1940, næsten magen til, men Serie 2, en norsk fra 1939, der også ligner en del, to i USA af årgang 1947, der ser helt anderledes ud, og en fra 1949 i Italien, den ligner heller ikke. Aprilia var den sidste model, Vincenzo Lancia selv var med til at konstruere, inden han døde i 1937, og Jørgen Hansen anser den derfor for den sidste rigtige Lancia.
   På dette sted vil vi kort opridse

Aprilias specifikationer: Ved præsentationen i efteråret 1936 var det en meget avanceret konstruktion med ultrakompakt V 4 motor (18' 6' 40" V) med overliggende knastaksel og crossflow topstykke, boring 72 mm, slaglængde 83 mm, 1.352 ccm, kompressionsforhold 5.75:1, ydelse 47.8 hk ved 4.300 omdrejninger i minuttet. Tør enkeltplade kobling. 16" hjul. Egenvægt 1.025 kg. Tophastighed ca. 120 kmt. Benzinforbrug 9-10 km/l. Kraftigt dimensionerede hydrauliske bremser, uafhængig forhjulsophængning efter den klassiske Lancia-recept (McPherson-lignende), uafhængig baghjulsophængning med langsgående svingarme, drivaksler med dobbelte kardanled, torsionsfjedre og tværliggende bladfjeder, krængningsstabiliserende; bremsetromler anbragt inde ved differentialet af hensyn til den uaffjedrede vægt. I følge Jørgen Hansen fungerer denne komplicerede undervogn efter hensigten, idet bilen også efter vore dages målestok både har meget fine køreegenskaber og en komfortabel affjedring. Karrosseriet er trods de sportslige linjer og den ringe størrelse rummeligt.
   Af denne chassistype blev der som