| |
skellige lejligheder havde stiftet bekendtskab
med forhjulstrukne vogne. Det gjaldt både Gabriel Voisins
særprægede prototyper og konstruktioner fra Joseph Ledwinka – og
han var begejstret for deres køreegenskaber. Tidligt forestillede
Citroën sig en forhjulsgrukket afløser fra
Rosalie-modellerner, der blev produceret fra 1931, og han ansatte
ingeniør Andre Lefébvre til at føre projektet ud i livet. Lefèbvre, der tidligere var ansat hos bl. a. Voisin, fik 13 mÃ¥neder
til at udvikle den ny model efter recepten: En let fire-personers
bil med selvbærende |
|
karrosseri, torsionsaffjedring,
firecylindret topventiler motor med våde foringer, automatisk
gearkasse anbragt foran motoren, der selvfølgelig skulle trække
på forhjulene, og som skulle kunne give vognen en tophastighed på
ca. 100 km/t.
Dertil kom hydrauliske bremser og et lavt strømliniet
karroseri uden trinbrædder og med plant gulv i kabinen. Egentlig
var ingen af disse karakteristika særligt revolutionerende, men sat
sammen i et køretøj betød det intet mindre end en sensation.
(Karrosseriet blev tegnet af Cuinot, |
|
|
Daininos og af Flaminio Bertoni, som også senere tegnede 2CV og DS 19).
Den første Citroën 7A
Det blev heller ikke helt let. Dels var der tekniske
problemer, der skulle overvindes, og dels kostede udviklingsarbejdet enorme
summer for Citroën. De tekniske problemer bestod først og fremmest i
kraftoverføringen fra motoren til de styrende forhjul. Helt frem til
februar 34 havde man besvær med drivaksler og kardanled, der blev
overophedede. I begyndelsen af marts stod det desuden klart, at den
automatiske gearkasse ikke kunne bringes til at fungere tilfredsstillende
– olien kogte simpelt hen ud af samtlige prototyper. Problemet med
kardanleddene blev søgt løst med en Tracta konstruktion og et amerikansk
patent (Rzeppa), men
Formodentlig præsentation af 38-modellen i Århus fra Frederiksbjerg
Autohandel. At det er en førkrigsmodel (og ikke en 46) ses bl. a. på
baglygten på bagkofangeren.
|
|
