Efter lange overvejelser og gentagne opfordringer fra vore to sønner John og Jim i Australien besluttede vi at gøre springet og emigrere. Mine sønners forsikring om, at australierne var endnu mere veteranbiltossede end danskerne, holdt stik. I enhver stor by er der klub og gammelbilmuseum, møde to gange om måneden, løb og bilauktioner — det er utroligt, så mange steder, der står en i garagen og roder med en gammel bil. Bilerne er 95 % engelske, lidt USA, Mercedes, FIAT og Renault. Mange er ikke egentlig restaurerede, for klimaet gør jo, at en bil overhovedet ikke ruster; det der sker her med en gammel bil, er at den rasler i stykker i karrosseriet fordi vejene er ret dårlige. Vi bor i Toowoomba, Queensland, en by med 80.000 indbyggere,

som ligger 1000 meter oppe på et bjergplateau. Her er klimaet til at holde ud; sommer 30' om dagen, 20' om natten, vinter 25 ' og 12-15 ' om natten og det bedste for en veteranbilmand, sol ca. 300 dage om året! Her er masser af gode løb, men lidt for lange, synes vi, vi var således med sidst i vores 1926 Crossley på en tur på 800 km. En meget fin bil med plyssæder til 6 personer og en ordentlig maskine. Benzinen koster ca. 3,40 pr. liter. En åben vogn duer ikke, solen er for stærk. De, der kører i åben vogn, har næsten altid kalechen slået op. Eventuelle skader på vognen er en masse stenslag. Mange kører derfor med beskyttende kunststofstykker, syet til vognene og til at knappe på front og skærme. Min BMW 327 (ex Kjeldsen) kører