Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 82  -  1985     side    7

     
 

berne, som samlet kørte til Fredericia, hvorefter der blev lukket op for gående færdsel. For yderligere at festliggøre åbningen fløj en formation af dobbeltdækkere hen over lyntoget, inden det hele sluttede.
   Det er indlysende, at broen krævede sine særlige regler for færdslen. Politimesteren fastsatte i 1935 hastigheden på Lillebæltsbroen til højst 30 km/t, og standsning var forbudt. Bemærkelsesværdigt nok var overhaling derimod tilladt, hvis det kunne ske uden gene for den modgående færdsel. FDM henstillede til medlemmerne at rette sig herefter og gjorde sig i øvrigt populær ved at forhindre, at der skulle betales bropenge for at få lov til at passere.
   Service for de motorkørende var der også tænkt på. Ved tilkørselsvejen på Jyllandssiden opstillede DDPA en benzintank, og på Fyn kunne man fra Restaurant Broen nyde den storslående udsigt med brød til. For godtfolk på begge sider af Bæltet blev restauranten snart et yndet udflugtsmål, og artikel-forfatteren husker tydeligt det indtryk, broen og bilerne i sin tid gjorde på hans modtagelige barnesind fra denne fremskudte post. Ikke at forglemme muligheden for at få noget interessant

 

at se på nærmere hold på parkeringspladsen udenfor. Restaurant Broen er senere nedlagt.
   Alt i alt var der med Lillebæltsbroen lagt op til en forrygende succes, og den udeblev ikke. Ganske vist blev der snart lagt en ufrivillig dæmper på udviklingen, men siden krigen er landevejstrafikken blevet forøget i en grad, som vel de færreste har kunnet forudse. Da man diskuterede, om det nu også var påkrævet at udvide projektet med en vejbane, var der næppe nogen, som ville have troet, at det her ved Lillebæltsbroens 50-års jubilæum for-

 

længst har været nødvendigt at bygge endnu en vejbro over samme farvand, for at aflaste hvad der ved tilblivelsen var Europas største bro.
   Men som bekendt er ingen kæde stærkere end det svageste led, og ifølge FDM var bilisternes juleønske allerede i 1935, at Storebæltsbroen også var blevet bygget. Skal vi snart se at komme i gang?


Tegneren Per Illums dejlige gengivelse af den nye Lillebæltsbro med den gamle i baggrunden.