| |
det, blev praksis efterhånden, at en vogn
vurderet til 3000 kroner blev solgt med 3.000 over bordet og 6-7.000
under bordet. Og da overtrædelse af bestemmelserne betød
konfiskation af hele beløbet under bordet plus en tilsvarende
bøde, og da det var sælger som hæftede, ja så skete det jo, at
når nogle følte sig rigtigt snydt, gik de til politiet. Så
rullede bolden. Da det faktisk kun var i kædereaktionens |
|
start, de helt store penge var tjent, var der
ingen, der ville kendes ved skidtmads — og da vor ven oftest havde
fundet vognen hos en sælger, der troede på systemet og havde solgt
til den rigtige pris, så var han den, der først havde haft den
store fortjeneste, men oftest til slut fik de største øretæver.
Jeg var imidlertid avanceret fra at opkræve
børnepenge til det såkaldte krisepoliti, under hvis sagsområde
sort |
|
|
bilhandel sorterede, og så fik jeg en overgang ret
stærk kontakt med manden.
Det må siges til hans ros, at han nok lavede numre, men når
løbet var kørt, var det bare ærgerligt. Han betalte uden at kny, og vi
var lige gode venner bagefter. Og når han havde fået en ny vogn, eller
rettere en anden vogn, skulle jeg altid prøvekøre den for ham.
Det var på det tidspunkt, hvor han var holdt op med
erhvervsmæssig handel med biler og alene skiftede vogn, fordi han ikke
kunne få dem dyre og flotte nok. For navkapslerne gav stadig pote til
villa, motorbåd mv., og da var det altså, han i en periode havde en
Citroën 11 cabriolet.
Vognen var hvid og forsynet med tropehjelm (motorhjelm med
klapper i stedet for gæller).
Om det skulle have været en »15- Six« er jeg ikke klar
over, men jeg kan erindre, at den havde en fantastisk acceleration og
kunne køre meget stærkt sammenlignet med vore tjenestevogne, som dengang
bestod i Chevrolet 1939 og en Mercedes-Bent 170. Sidstnævnte var en
overgemt 1939-model, der først blev registreret i 1945. |
|
