Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 84  -  1985     side    7

der under forsædet var der ingen afhængighed af starteren.
   I 1953 havde jeg fået mit andet, nuværende kørekort. Det var en militær konvertering til alle slags køretøjer.
   Endskønt kørsel med masser af andre mærker både større og mindre havde vist mig, at tiden især på grund af mulighed for større hastigheder på bedre og bedre veje var ved at løbe fra en sekscylindret, sideventiler Hupmobile »S«, og selvom vi i firmaet havde købt en fabriksny 1954 Chevrolet Sedan, kørte jeg videre i den vogn, som efter at jeg i 1960 erhvervede dens storebroder, en ottecylindret friløbs-»L« 1930-31 til regnvejrskørsel, efterhånden fik betegnelsen solskinsvognen.
  Havde jeg i mine mange år med seks'eren haft få vanskeligheder, så fik jeg til gengæld problemer, så det battede, med otte'ren: den dobbelte karburator blev så at sige aldrig rigtig god.

Enten var det min skyld eller også var det konstruktionens. Enten kørte jeg 60-70% på de fire yderste cylindre, eller også kørte jeg 60-70% på de fire midterste.
   Med 60'ernes større krav til komfort og i den tro, at jeg aldrig til daglig ville køre andet end Hupmobile, lagde jeg fem varmeapparater, som alle havde kølevandsgennemgang, og hvoraf tre var med 6V -elblæsere ind med sindrige slange-, rør- og ledningsforbindelser, hvilke var lette at installere i den kraftige chassisramme om efteråret og fjerne igen om foråret. I få år gik det godt, men lugten, eller om man vil, duften af sprit bredte sig en vinter i kabinen, så en hvilken som helst politibetjent ville have snappet efter vejret, hvis han havde standset mig i den bil, og så var det slut med den varme. Motoren kørte jeg ned; en anden, hovedrepareret blev lagt i, og op igennem tresserne supplerede mine to Hupmobiler hinanden godt, og med over en million kilometer bag rattet i især sekseren, ser jeg i øjnene, at jeg i min tid ikke kommer op på noget lignende med noget andet motorkøretøj.
   Da otteren i 1970 efter en ventilslibning, som jeg var ved at være færdig