|
Der kørte han med fuld hane. Og så kom han herned og
skulle køre på sådan noget latterligt noget. Som vi syntes var vældig
skrapt.
Vi sad med den ene arm oppe på vindueskarmen og kørte stort
set kun med den anden hånd. Det var for at holde sig fast i vognen, for
dengang havde man ingen sele. Sidenhen fandt jeg på at lave en rem,
fastgjort i sædehynden og over livet. Men man skulle heller ikke sidde
for fast og skete der noget var det med at gå længere og længere ned i
bunden af vognen, og der sad en bøjle, man kunne holde sig fast i, hvis
vognen gik rundt. Så lå vi nede i bunden og holdt os fast.
Preben Sørensen vendte bunden i vejret på sin lille Ford Junior
tourer på Ganløse motorbane - havde det ikke
Amelung blev dagens hurtigste mand ved bakkeløbet på Ravnbolmbanen 19.
maj 1946 Han vandt klassen over 3300 cc i konkurrence med Buick, Mercury
og mange andre Ford V8. |
|
været fordi dørene var skåret så stærkt ned, havde
han måske brækket ryggen. Han gik rundt en gang og faldt ud og så kom
vognen springende og faldt ned over ham - men han lå netop der, hvor
nedskæringen i døren var. Han kørte ikke mere den dag.
Vi kørte også i Ganløse Skovene. Trial nat og dag. Det vi
i dag kalder rally. Kombineret orienteringsløb og specialetaper.
Pløjemarker, skovveje, bakker og sager. Ganløse Ore kom vi igennem en
nat og jeg glemmer det aldrig. Det var enkeltstart. Kaj Buch var kørt ud
på ruten, og vi sagde til ham: Pas nu på Kaj, når du kommer tilbage,
der står nogle kæmpe gamle egetræer. Han havde lige fået en helt ny 36
Ford. Og han kom brasende tilbage og vi råbte med arme og ben, men Kaj
kom på fulde omdrejninger over målstregen og så sagde det BANG. Kaj
stod ud. Han stammede lidt, når han blev ivrig: Dddet
kkka jeg da ikke forstå - der var sguda to træer og jeg kørte lige midt
imellem. Så grinede vi. Han var en dejlig fyr.
Kaj Buch overtog sin fars job som Taxavognmand, men var
i mange år kørelærer ligesom Preben Sørensen.
Vi kørte mange orienteringsløb, og
|
|
så ren orientering. Men de var alligevel så skrappe
som specialetaper. Ofte på spærrede skovveje. I mange år havde jeg
sergent i flyvevåbnet Børge Juul Nielsen som observatør, og min
mekaniker var Svend Sass, som dengang var hos SIMO. De var interesserede i
motorløb og gjorde det af interesse.
V8'eren var først blå, siden blev den cremefarvet. Og
tofarvet. Ingen var i tvivl om, når jeg kom på et natløb, for Sass
havde rigget to batterier i bagklappen og jeg havde to store projektører
nedenunder forlygterne og en stor på trinbrættet. De andre sagde, at det
var som at se et tændt juletræ komme brasende.
120 km/t var en ret anselig fart i 1939. Da blev jeg
nr. 2 i Danmarksmesterskabet. I 1940 var der isløb, på Sortedamssøen og
til trods for, at det var i februar stod folk på tagene for at se det.
Det var et velgørenhedsarrangement, lavet af Politiken og Berlingske
Tidende i fællesskab til fordel for Finlands-hjælpen.
Det var isløbenes tid: Roskilde, Hillerød, Sorø,
Korsør, Tissø, Utterslev Mose og enkelte løb i Sverige. Og Norge.
Vi havde jo ikke det materiel, man stiller op med i
dag. Pigdæk fandtes ik-
|
|