Bilhistorisk Tidsskrift  92/1987     side 22

     
 

der går i en bue foran køleren og tillige fungerer som kofanger (!). Akslen fastholdes af 2x2 parallelle kvartelliptiske bladfjederbundter, og de to korte kardanaksler, der går mellem hvert hjul og differentialet, i hvilket bremserne også er anbragt, har således kun til opgave at overføre driv- og bremsekræfter; alt i alt en særpræget, men robust og overskuelig konstruktion, der skal have givet enestående køreegenskaber. Ifølge en vejprøve i et amerikansk tidsskrift skulle vognen med et fladt fordæk kunne køre over 60 m.p.h. lige ud, uden at føreren holdt på rattet.


»The best car in the worid«
Det er en fornøjelse at føre en af disse gamle vogne; ofte kunne man endda ønske, at flere moderne biler havde den samme tekniske betjening og det gode udsyn, som kendetegner mange vogne af ældre årgange. Især er det en fornøjelse at »arbejde med« et udsøgt europæisk automobil, f.eks. en RollsRoyce fra tyverne, hvis betjening kombinerer en usvigelig, næsten brutalt præcis virkning med den massens træghed, der følger af vognens vægt og gedigne konstruktion og giver en ubeskrivelig

 

»lokomotivfører-fornernmelse«.
   Af Rolls-Royces findes der en hel del her i landet. Indtil for få år siden kunne man således se en sennepsfarvel phaéton fra 1922 - en Silver Ghost -ganske vist med nyere karrosseri - rulle omkring i København og der ses stadig i byen en musegrå coupé convertible af samme alder. Blandt illustrationerne ser man en af Københavns smukke Rolls-Royces, en Phantom I 1929 cabrio-limousine, der efter ønske kan fremtræde som helt lukket limousine eller owner-driver, som cabriolet deville (open driver) eller som sommerlig phaëton, med karrosseri af Letourneur & Marchand i Paris, måske datidens fineste karrosseribyggere. Det fornemme karetmagerhåndværk giver vognen et ganske eksklusivt præg af en forfinet elegance, samtidig med at der over den er en uransagelig air af sport. Trådegerne i hjulene lader sig dække af hjulplader i den kendte RollsRoyce kegleformede udførelse, og køretøjet skal endnu lydløst kunne præstere hastigheder over hundrede.




 

De kører endnu
De kontinentale fabrikater er kun lidet repræsenteret på vore gader og veje, da de fornemme europæere var for kostbare til at have en egentlig kundekreds her i landet. Det hænder imidlertid at et eksotisk kølerparti lyser op i gaden; eksempelvis ser man af og til en statelig Minerva landau-limousine, hvis ventilløse motor arbejder åndeagtig lydløst, og hvis interiør, holdt i palisander og gyldenbrunt skind, leder tanken hen på en fyrstelig jernbanekupe. Udseendet er splendid aristokratisk med den dybblå lak, læderkalechen over bagsædet og den store, læderbetrukne rejsekuffert på bagagebæreren. Karrosseriet er i sin tid bygget hos Brandone i Cannes.
   Indtil for et par år siden kørte også i København en køn Delage sedan fra 1926, hvis klassiske træk læserne kan se på fotografiet, der er taget i 1954 i
dens alderdoms fornedrelse. Denne bil havde et chokoladefarvet karrosseri af aluminium med sort top, imiteret cabriolet. Motoren, som lå under en kølerhjelm af kobber, var smuk og stilren, en glat aluminiums-blok, der stod på et gulv, ligeledes af blank aluminium. Dette stykke skæmmedes hver-