Bilhistorisk Tidsskrift  109/1992     side  14

for et fransk bilmærke. Kontrakten blev skrevet med G.M. i 1928, da mærket lå på sit yderste. Bogstaverne stod ikke for General Motors, men for Genitun & Michelot. Det var et konfektioneret mærke med motorer på 1.000 og 1.500 cc fra C.I.M.E., 4-cylindrede med stødstænger. Hele mærkets levetid blev fire år og hvor mange der blev fremstillet ved jeg ikke, men reklamematerialet viste talrige former for karrosserier. Standard var dog kun en 4-dørs berline og en torpedo. G.M. deltog i Le Mans og fabrikkens ejer havde netop slået sig ihjel med en af sine egne vogne i et løb. Det var vraget af ulykkesvognen, Kaj først fik med hjem. Med stort besvær lykkedes det at sælge tre G.M. Den første vogn kørte dejligt, fortæller Kaj, men problemet kom da Kaj skulle have en vogn synet af overbrandchef Friis på pladsen foran Glyptoteket. Friis skulle lige til at skrive attesten under, da han opdagede, at der kun var synlige bremser ved forhjulene. Pedalen aktiverede kun et par forhjulsbremser, og de var ganske vist gode nok, men det kunne ikke godkendes. Hånd- bremsen virkede på transmissionen.
   Friis var vældig flink, men der var ikke noget at gøre, Kaj måtte søge justits-

ministeriet om dispensation. Kaj forklarede, at han var uvant med at forfatte sådan en ansøgning, og Friis sagde: Kom lige med op på kontoret. Så dikterede Friis ansøgningen til sin sekretær, puttede den i en konvolut og meddelte Kaj at frimærket måtte han selv bekoste.
   Svaret fra justitsministeriet kom en måned efter. Det var afslag. Nu er Kaj ikke den der hylder det gamle ord, at gode råd er dyre. Han kørte ud til en hugger i Sydhavnen, fandt nogle baghjulsbremser, der kunne sættes på. Det var noget klamp, de virkede faktisk ikke, men nu gik vognen glat igennem synet.
   Som sagt blev der indført tre G.M. Den ene solgte Kaj til en slags hjemmesygeplejerske i nærheden af Korskilde Mejeri. Manden sad i rullestol og konen kørte rundt og tjente penge. Men kun til hun stødte ind i Faxe-toget. Siden sad hun også i rullestol, og det var egentlig en tragisk historie.
   Historien om hvordan Kaj fik den Alfa Romeo 6C Gran Sport Zagato 1930, som nu i mange år har været Svend Haubergs, kan man læse i Bilhistorisk Tidsskrift nr. 96/1988.
   Så kom krigen, og det varen svær tid i 

branchen hvis man ellers ville holde sin sti ren. Kaj blev flere gange tilbudt arbejde for tyskerne. - Men det ville jeg sgu ikke!. I stedet klarede han sig blandt andet ved at hugge motorcykler op. Metallet gik til produkthandlerne, hjulene blev brugt til trehjulede budcykler og lignende. Det er sådan noget man helst skal have fortrængt, når man senere kommer til at interessere sig for veteran-motorcykler.
   I juni 1943 sagde Kaj til Vejle Amts Folkeblad: - jeg håber at komme til at køre væddeløbsvogn ved de kommende tiders motorløb. For jeg glemmer ikke min gamle blå Bugatti. Og kort efter krigen skete der noget: Begrebet midget racere var opstået i USA og det måtte man også have i Europa. De amerikanske var ensartede, kraftige små vogne med velformede karrosserier, de lignede meget den velkendte Schuco optræksbil med de aftagelige hjul. Ofte

Den stolte konstruktør i den vogn, der skulle bringe både ham og de næste ejere så megen succes. Når man tænkerpå de misfostre, der ellers blev lavet på det tidspunkt, er det imponerende så rigtigt tænkt den var, og hele udførelsen virker også gennemarbejdet.