| |
rakkerliv, næsten altid på
farten, nogenlunde som i dirttrack-dagene, men man kan måske sige noget
mere prestige-fyldt. Glemme må man ikke at Kaj efterhånden
var en voksen herre, omkring det halve hundrede år, hvor konkurrenter som
Stirling Moss var de rene barnerumper.
Nemt var det ikke altid. Et eksempel:
Ved Eifel-Rennen på Nürburgring 3. juni 1951 kom Kaj fra
start i et felt på 60 vogne, som med vild fart kørte mod det
første sving på 90 grader. Uheldigvis var det Kaj der ramte
en olieplet og måtte te holde med næsen den gale vej og se alle de andre komme afsted. Efter
reglerne skulle Kaj selv skubbe vognen i gang igen, men efter nogle
omgange i silende regn havde han kørt flere af de andre ind igen. Så
skete det en gang til et andet sted, men endnu mere uheldigt, nemlig op ad
bakke, og hvordan Kaj selv fik skubbet vognen i gang er en gåde.
Brillerne havde Kaj lagt på sædet og da han hoppede op, blev
de ødelagt. Nu tordnede det og hagl fløj hen ad asfalten. Hvad værre
var, cockpittet fyldtes efterhånden med vand, fordi der ikke var afløb.
Med venstre hånd måtte Kaj skærme for øjnene mens han styrede med
højre og hver gang han skulle skifte gear - 180 gange per omgang -
|
|
måtte han styre med knæene. Men
mandefaldet blandt kollegerne var opmuntrende, og Kaj fik kørt sig helt
op i førergruppen. I lavningerne lå tåge, og når man kom
med 140-150 km/t var det som at køre ind i en sky. 50 meter før mål
overhalede Kaj sin værste konkurrent som ikke turde tage en stor vandpyt
med samme fart - men så skete katastrofen. Motoren døde, benzinen var
sluppet op. Koblingen i bund, vognen trillede endnu og Kaj kom i mål.
Ganske vist var forholdene sådan, at løbsledelsen ikke kunne finde ud
af, om han var nr. 8 eller 9 af dem, der fuldførte de 136 km - mindre end
halvdelen af de startende.
Men det gjorde indtryk at balancen i den
gamle Effyh ikke var tilfredsstillende, og det måtte der gøres noget
ved. Kaj gik radikalt til værks, gjorde sin Effyh til reservevogn og
lavede en helt ny konstruktion. Nok med lidt skelen til den engelske
Kieft, Stirling Moss havde så stor succes med.
Effyh-fabrikanten blev lidt sur, men var
storsindet nok til at lade Kaj stå på værkstedet og lave vognen.
Materialerne kunne han tage frit og svendene måtte han
sætte i arbejde. - Og den drejede sgu ikke rundt!
|
|
Den ny vogn var en rumgitterkonstruktion
med førersædet langt fremme og vægten fordelt lige for og agter. Norton
Manx motor med standard gearkasse med positiv-stop og differentialet
specialbygget fra Friedrichshafen. En mekanisk benzinpumpe, drevet fra
bagakslen, blev suppleret med en håndpumpe af hensyn til de situationer,
hvor starten trak ud og hvor motoren altså skulle gå men
bagakslen ikke rendte rundt.
Deltagelsen i de internationale Formel 3
løb foregik nu nok så meget i Frankrig, Luxembourg, Belgien, Holland og
Schweiz som i Tyskland. I Armens kørte Kaj 15. juni 1952. Til
Skandinavisk Motor Journal fortalte han bagefter:
- Franskmændene er nu noget for sig
selv, kan du tænke dig, inden løbet blev der holdt en fest for kørere
og officials, og pludselig er der et lyst hoved der råber at nu vil man
se F3 vognene på gaden. Tror du ikke, at vi måtte køre alle
30 vogne frem, og efter en god middag racede vi op og ned gennem byens gader, mens en politibetjent lyksalig så til og dirigerede
færdslen, så vi fik fri bane mellem to rundkørsler. Ku' du tænke dig
noget tilsvarende i København i
|
|
