Bilhistorisk Tidsskrift  109/1992     side  30

      

plomat arbejde med sin motoriserede sneplov eller sin kædesav.
   Det havde ærgret mig, at jeg ikke som redaktør af Bilhistorisk Tidsskrift havde nogen kontakt med kapaciteten Scheel. Medlem af DVK havde han aldrig været, det skyldtes nok dels udlændigheden, dels at han næppe var flokdyr nok til sådan noget. Måske kendte han slet ikke klubbens eksistens.
   Imidlertid er vi kommet så langt frem i tiden, at jeg var ved at gøre dybe knæbøjninger til en længere afhandling i Bilhistorisk Tidsskrift om Hammel bilen, og det var på det tidspunkt, at jeg blev klar over, at Th. Ry Andersen i flere perioder havde brevvekslet med Scheel, at Scheel også var i gang med at forske dybt i emnet og at Ry Andersen havde bidraget stærkt til forskningen herhjemme. Det varede ikke længe, før jeg ikke kunne modstå fristelsen til selv at skrive til Scheel. Som man vil vide blev resultatet dels Hammel-nummeret af Bilhistorisk Tidsskrift (med diverse opfølgninger), dels Scheels store afhandling om Hammel-bilen i hvad der anses for verdens mest eksklusive bilhistoriske tidsskrift, det amerikanske Automobile Quarterly.

Det lå Scheel stærkt på sinde at Hammels gravsted på Assistens Kirkegård i København blev bevaret, det eksisterede faktisk endnu. Og jeg kunne meddele ham at det var kommet på listen over bevaringsværdige gravsteder, omtrent samtidig med at bagbygningen på Nørrebrogade skråt overfor, hvor Hammel-bilen var fremstillet, blev revet ned.
    Men brevvekslingen sluttede ikke med Hammel, næsten tværtimod, for nu benyttede jeg lejligheden til at drage nytte af Scheels særlige interesse for Bugatti. Det er også et af de emner, jeg håber inden for en overskuelig fremtid at fylde et Bilhistorisk Tidsskrift med. Scheel havde blandt andet den personlige erfaring med Bugatti, at han som tyveårig, i 1939, havde hjulpet Henning Karlby med at indføre en type 50 og få den til at køre. Da Scheel den 10. april 1940 havde sat Karlby og hans kone i en robåd nord for Helsingør, så de slap til Sverige og siden USA, stod Scheel tilbage med Bugattien, som han fik klodset op i Charlottenlund. 1 1945 blev den taget ned af klodserne, men det viste sig at en tredjeperson havde penge til gode i vognen, og med allerlaveste aspirant-løntrin i udenrigsministeriet kunne Scheel ikke 

overtage vognen helt, den måtte afhændes, blev senere kørt af Hans Pahl i nogle løb og endte så i USA.
   Det var Scheels viden om Bugatti der skabte forbindelsen mellem ham og Automobile Quarterly. AQ's europæiske redaktør, Griffith Borgeson, gav Scheel æren af nogle enkeltheder i sin bog om Bugatti (i 1981). Da Scheel takkede og påpegede et par fejl i bogen, foreslog Borgeson ham at genoptage sin bilistiske skribentvirksomhed. Det gjorde Scheel så, idet han satte sig for at veksle mellem historie og moderne emner. Jeg er ikke ganske klar over, hvilke emner det blev til i begyndelsen, men det endte med, at AQ udnævnte Scheel til »contributing editor«, hvad han var ganske stolt over, omend han siden var noget utilfreds med samarbejdet. Sammen med den langt senere quizvinder Arne Jørgensen var jeg i stand til at bidrage med materiale til en stor artikel, Scheel skrev til AQ om DKW og totaktsmotorer. Senest ved jeg at han arbejdede med emnet motorkøretøjer i arktiske egne, og skønt han selv skaffede sig oplysninger fra Danmark om den vogn, Mylius-Erichsen havde med på Danmarks-ekspeditionen i 1906, kunne jeg sætte nogle ting