| |
|
den. Needless to say: Hudson vandt
over Kincks 7½ liters åbne førkrigs engelske Daimler. Sønnerne
har siden fortalt mig at til vognen var der fodposer af leopardskind
som man krøb ned i, de nåede op til skuldrene, og drengene selv
havde kørepelse af chinchilla.
Efter Hudson'en fik vi en
6-cylindret åben, blå Buick med sorte skærme og sort køler,
årgang 1923. Året efter kørte vi til Fanø hvor vi overværede
det sidste Fanø-løb, hvor Campbell mistede et hjul som uheldigvis
dræbte en dreng. Men jeg var mere optaget af at lege i |
|
klitterne. Med Buick kørte mine
forældre over Mont Blanc til Italien og hjem over Paris. Den kom
også en tur til Berlin og Harzen så sent som i 29, hvor min bror
og jeg var med, og i den smugtrænede vi til kørekortet.
Den blev erstattet af 1929
Studebaker Director. Senere fulgte flere Studebaker'e og en 1939
Mercedes-Benz på 230 som vist nok eksisterer
endnu på Viborg-kanten.
Vores nabo, prosektor Gregersen, havde
en Wanderer i 1922 og i 25 en 4-cylindret Renault 3.7
HK, X 3022. |
|
|
Direktør Kinchs 712-liters
Daimler 1916-17 kunne ikke holde trit med Andersens Hudson underet
improviseret strand-race. Vognen var i øvrigt ikke lokal, Kinch boede i
København, og Daimleren var indregistreret under A 209.
Jeg mindes dem ikke, de holdt altid
langt inde i haven.
Der var ikke noget som hed nr. 13, men
ud for nr. 11 holdt Peter Kocks store, pragtfulde 20 HK Minerya,
X 183 fra 1922. Den havde fabrikationsnummer 5048 og vejede 1.830 kg. Den
var så vidt jeg husker sort. Tæt op ad den holdt ofte broderen guldsmed
Kocks velkendte Austro-Daimler, X 1201 med det lakerede trækarrosseri (nu
i familien Neel).
Købmand Friis i nr. 9 havde først en
åben Plymouth 1928 og senere den elegante 8-cylindrede Buick model 68
1933 med trådhjul, cremefarvet karrosse og brune skærme og top.
I nr. 7 boede kulgrosserer Chr.
Kampmanis, han havde en Renault som jeg ikke mindes, og senere fik han en
stor, mørkeblå 8-cylindret åben Buick 1929, den såkaldte Silver
Jubilee model.
|
|
