Bilhistorisk Tidsskrift 121/1995 side 12 |
rede faldet i så store driver at han kørte fast. Og der blev vognen stående. Weinchenck teltede, og da der næste morgen kom et lille ophold i vejret skridtede han hjemad med telt og sovepose på ryggen. Med diverse forhindringer og fortrædeligheder lykkes det ham efter endnu en overnatning at komme tilbage. Vognen ser man aldrig mere. Den ulykkelige bil var omsider forlist.
Den havde været så umulig at „kun en katastrofe kunne redde den fra
latteren". Altid havde den ført en kummerfuld tilværelse, skønt
man den ene gang efter den anden havde gjort hæderlige forsøg på at
gøre den nyttig som transportmiddel. Kulden og den dybe sne var dens arge
modstandere og bragte altid dens skrøbelige respirationssystem i uorden. |
|