|
Bilhistorisk Tidsskrift December 1959 side 12 |
||
|
Man
havde iøvrigt et kort til hjælp. Hele ruten samt de forudmeddelte kontrolsteder var indtegnet paa kortet. Dette var endda blevet udleveret allerede eftermiddagen før løbet. Kortet var et, detailleret generalstabskort i maalestokken 1:100.000. Det havde højdekoterne indtegnet og viste derfor land- skabet levende og klart. Korrelationen mellem kortet og landska- bet var let, og opgaven at orientere sig var derfor yderst let. Ruten var tilmed indtegnet paa kortet fra ende til anden. Det var alt for enkelt. Da vejene var fint afmærket, var kortet over- flødigt som middel til at finde frem; og da kortet var detaille- ret, og havde ruten med, var, om ikke ligefrem vejene, saa dog vejskiltene overflødige. Maaske har vore svenske værter villet gøre det saa let af hensyn til fremmede, hvoraf nogle kom langt borte fra. Men der bør nu være en lille antydning af sport ogsaa i at finde vejen. - Naar man endelig vil gøre saa meget for de fremmede, - alene arbejdet med opsætningen af vejskiltene maa have været kolos- salt - saa foreslaas det, at man indfører højretrafik i Sverige, dels fordi de fleste kom fra Danmark og Norge, dels fordi højre- bevægelser nu en gang er mere naturlige reflekser ikke blot for ikke-svenskere, men vel ogsaa for alle de svenskere, der ik- ke er kejthaandede. Den sjællandske rute var ikke specielt afmærket som rally- rute. Der var ordinære vejskilte ved næsten a11e-kryds og side- vejsindmundinger. I instruktionen for turen var det opgivet, hvilke skilte man skulle køre efter. Det var endog oplyst, hvor langt man skulle køre ad en eller anden vej, d.v.s. i en eller anden snoet retning uden verdenshjørnerelation, for at naa frem til de vejskilte, der skulle eksistere, og som var de eneste af vejskiltene, man skulle interessere sig for. Den orienteringsmæssige opgave kom under disse omstændig- heder ikke til at referere til terrain, kort eller vej end for- løb paa kortet og i landskabet, men derimod til at kigge efter vejskilte. I instruktionen stod der: kør saa mange km og hm, saa kommer du til et vejskilt, hvor der staar saadan og saadan. Ob- servatøren skulle altsaa orientere sig efter speedometrets trip- tæller, og naar det rette tal kom frem, skulle han kigge ud og konstatere, at der samtidigt fremkom et vejskilt, som havde en bestemt paaskrift, og saa skulle han altsaa meddele chaufføren, at man stadig var paa det rigtige spor. Denne form for vejfinding var ikke en observatør værdig. Det er ikke sport at lade speedometret klare alle afstande - og hastigheds bestemmelser, vejorienteringer. - For hvad skal saa observatørens opgave bestaa i ? I denne sammenhæng maa det indskydes, at. netop de gamle biler, uden kilometertæller og speedometer, ikke var konstrue- ret til den art konkurrencer. Deres observatører var ydermere handicappet af, at turinstrukserne ikke var beregnet for dem og derfor var nytteløse og overflødige. De kunne ikke sige til fø- |