|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift Februar 1962 side 7 |
||
|
|
| Jeg ville af. Jeg
troede, at vi måtte være nået til begivenheder- nes brændpunkt, at dømme efter det, man så. Men chaufføren satte mig ikke af sådan ligestraks. Han vidste øjensynlig bedre besked. Men så var man også midt i drømmen eller drømmebyen. Lige foran stod der en kæmpestor rød Simplex fra tiden før første verdenskrig. Der var Locomobiler, Stutz, Stoddard Dayton, Pierce Arrow, Marmon, Stevens -Dureya, Mercer, La Salle, Chrysler, Rolls Royce, Cadillac, Roosevelt, Thomas Flyer, Paige, Kissel, Lozier, Rambler, Peerless, Studebaker, Lincoln, Hudson, Stanley, Packard, Willys Knight, Franklin, Knox, Mitchell, Saxon, Pope Hartford o.s.v.o.s.v.o.s.v.o.s.v.o.s.v. Ja, der var mellem 900 og 1000. Dette tal kom jeg ganske vist ikke selv til. Men så mange var der blevet registreret dagen før, da alle bilerne var stillet til parade. Nummerpladerne var afvigende fra de normale ved, at der under re- gistreringstallet stod "Historical Car". Der må have været samlet flere tusinde klubmedlemmer og gæster i Hershey den dag. - Men det var også uden nogen som helst sammenligning den største begivenhed af den art i Amerikas historie. Mange af bilerne havde over motorhjælmen på hver side et stort stykke fint sækkelærred, hvorpå der var trykt: The 16th. Glidden Tour. Simplex'en - ja der var flere af den slags pragtstykker -, men den røde Simplex, den havde over sin kolossale motorhjælm et stykke lærred, hvorpå der var malet: Tour Chairman Car. Den var fyldt med rejsebagage tilsyneladende nok til en tur til Alaska - Ildlandet og hjem igen. Eje- ren måtte jo være i nærheden. Ja der kom han. Og så skred jeg ind i billedet og dermed dagens begivenheder. Det var just klubbens præsident, Mr. Mahlon E. Patton. "Jo, jeg måtte da endelig tage med på turen", og "man var lige ved at starte" Men Simplex'en var lige så fyldt med bagage som hjertevarme. Der skulle ;ndda også være en smule plads til Mrs. Patton. Men jeg blev præsenteret til højre og venstre, for Mr.! og for Mr. ? Mrs. ! og Mrs ?? Ja, det er ikke pænt at skulle indrømme det, men hukom- melsen begyndte efterhånden at svigte. Alle de navne ' Mange ville gerne tage mig med. Jeg kom med Mr. William Pollock. Ja, det vil sige, ikke med hans fantastiske halvhundredårige Chadwick, som var lige så stor og lige så fyldt som Simplex'en, og som også Mrs. Pollock skulle med i Nej, jeg skulle køre med Lars, og "ham kunne jeg jo rigtig tale med". Det kør- te rundt for mig; derfor blev jeg stående midt i myldret. Så kom Lars lø- bende over gaden. Lars Lilja ! Gammel kending fra Päron-turen, d.v.s. vore svenske brødres efterårstur året før til familien Nordberg's land- sted ved Mälarens nordvestkyst, hvor han som præmie for sin fine Ford T fik 200 høje, stive flipper. Men Lars i Amerika ? Jo, han skulle stude- re sprog af hensyn til sin handelseksamen, og han var ankommet allerede om torsdagen og havde altså været i Amerika hele tre dage. Jeg var dog veteranen, for så vidt som jeg havde været i landet en hel uge. Vi var jo rene hjemmefødninger der og fortrolige med alt. Lars talte klingende og klart stockholmsk, så vart enda ord var letfatteligt. Til gengæld forstod han ikke et ord københavnsk, og da mit svenske vist kun var halvskånsk, måtte vi tale amerikansk sammen. Det gik også bra, skønt det næppe var det, vor vært havde hentydet til, |