Veteranbilløbet på Rundskuedagen var i hovedsagen arrangeret som en
sportskonkurrence, hvor man skulle køre en forud fastlagt, men ikke
forud meddelt tur, altså først og fremmest finde vej, og ruten skul-
le gennemkøres med en bestemt moderat hastighed; det var vist 30 km
i timen eller deromkring - altså ikke særlig hurtigt. Hist og her var
der skjulte eller tydelige kontrolsteder, hvor de kørende skulle have
påført et stempel som rutekontrol, og hvor deres tider blev noteret.
På en eller anden måde udregnedes derefter et pointstal, som var be-
stemmende for, hvem der kåredes som vindere, og hvem der blev tabere.
Det var altså en prøve for personerne i at orientere sig og finde vej-
skilte, beregne afstande og passe tiderne o.s.v.

Undertegnede deltog som gæst i en af bilerne og havde derfor ingen
bekymringer med noget af det. Et sted kørte vi ad en forkert vej og
undgik derfor en kontrolpost. Men Nordsjælland var jo skønt, og vejret
var endda smukt, så det kunne ikke være bedre.

Da arrangementet blev præsenteret og diskuteret ved klubmødet et par
uger forinden, var der ikke megen stemning blandt DVK's fremmødte
medlemmer for at deltage; eller rettere sagt, der var ikke ret mange,
som viste interesse for det, nemlig ved direkte forespørgsel og til-
kendegivet ved håndsoprækning kun 6 eller 7.

Herefter spurgte Wiboe Hansen, om man kunne køre med uden at deltage
i sportskonkurrencen, altså køre fornøjelsestur i det grønne. Desuden
anførte han det ønskelige i, at der kunne indgå en concours d'élégance
i arrangementet.

Efter at løbet var afsluttet på Bellahøjmarken, og efter at førerne
her havde vist deres kørefærdigheder på forskellige måder, begyndte
man at sætte sig i vognene for at køre bort. På dette tidspunkt blev
undertegnede kaldt ud igen for at drøfte, hvilke biler der burde præ-
mieres som værende de smukkeste. Æstetiske vurderinger kan jo ikke
foretages på noget konkret, objektivt grundlag. Desuden kunne det bli-
ve et utaknemligt job. Men der var ingen vej udenom. Jeg måtte endnu
engang have et vue over bilerne, som nu begyndte at køre ud. Mine for-
slag tiltrådtes uden diskussion af de i arrangementet ansvarlige og
delagtige, måske fordi de havde mange andre ting at tage vare på. Der-
for må jeg vedstå hele ansvaret for denne specielle bedømmelse og
skylder følgelig en redegørelse herfor.

Valget faldt på Wiboe Hansens Rolls Royce som nr. 1. - Den er ikke
blot aristokratisk i sine linier og former, farver og blanke hjul-
plader, men udmærker sig frem for alt ved, at karosseriet er conver-
tibelt på flere af hinanden uafhængige måder, så bilen kan fremtræde
som helt åben, helt lukket, åben fortil og lukket bagtil eller omvendt
o.s.v.  o.s.v., sÃ¥ kan den ikke hævde sig i én form, kan den det i en
af de andre.

Som nr. 2 valgtes Frederiksens lille Wanderer. Den har særlig charme
ved sit to-pers. tandem-karosseri, ved sine røde og gyldne farver og
ved at fremtræde i fin form, skønt den har mere end et halvt århun-
drede bag sig og vist har kørt hele perioden. Den er en rigtig vete-

Næste side