Bilhistorisk Tidsskrift   Vinteren  1963   side  13

  
 

 

  
ranbil, hvilket jo ikke godt kan siges om den forannævnte.

Vanskeligere var valget af nr. 3. - Gråes Packard har altid forekommet
mig at være en stilren skønhedsåbenbaring, raffineret og elegant, dertil
fremtrædende let og diskret, trods sin i virkeligheden betydelige længde.
En veteranbil er den jo ikke, tværtimod, den er højmoderne, trods sine
næsten 30 år, idet den var langt forud for sin tid, da den blev frem-
stillet. Men det måtte man vel have lov til at se bort fra, når det
drejede sig om en skønhedsvurdering af alle de nærværende køretøjer.

Når denne Packard blev draget ind i vurderingen, måtte også Christi-
ansens åbne Packard komme i betragtning. Den virker noget klodset ved
sine pladehjul og kantethed (dette gælder desværre de fleste ældre
Packard'er) og ved sit lange karosseri. Det drejer sig jo om en touring-
model med langt bagudtrukket bagende. Én tilsvarende phaéton-model vil-
le have været nok så elegant. Til gengæld er denne åbne Packard's vind-
skærmsparti med solskærm og diverse store lygter her så elegant, at
ingen anden bil på det punkt kan konkurrere med den, navnlig ikke efter
den gennemgribende plettering. - Jeg havde set bilen et par år tidligere
stående i miserabel tilstand udendørs i Hvidovre, og jeg troede dengang
ikke, at den nogensinde skulle komme ud at køre, og turde ikke selv
købe den, skønt den da sikkert kunne være erhvervet for en enkelt penge-
seddel. Når denne bil sidenhen trods alt er blevet så fin, skyldes det
et dygtigt og ihærdigt arbejde af den, der havde modet til at "gå om
bord i den". Følgelig fortjener den i sin nuværende tilstand særlig op-
mærksomhed og ejeren anerkendelse. - Jeg foreslog, at der skulle udde-
les en ekstrapræmie; da de to Packard'er faktisk ikke kunne sammenlig-
nes, foreslog jeg dem begge beæret med "3- præmie", hvilket skete fyl-
dest.

Da disse afgørelser måtte foretages meget hastigt, følte jeg mig temme-
lig usikker. Men efter senere overvejelser kom jeg til uforandret re-
sultat. Rolls'en præsenterede sig fantastisk flot i rampebelysningen
på Tivoli's kunstnertribune. Publikum viste også stor interesse for den
her. De strømmede bort ved synet af sportskonkurrencens vinderbiler
eller vinderpersoner; men strømmen vendte sig, da Rolls Royce'n kom
frem.

Præmievurderingen var som sagt personlig. Andre dommere ville utvivl-
somt have anlagt andre synspunkter og kriterier og være kommet til helt
andre resultater. MÃ¥ske ville de have valgt en Bugatti eller en Ford.
Klubmedlemmernes interesser er jo højst forskellige.

Til de mange med andre meninger skal jeg kun sige til forsvar, at af-
gørelsen er korrekt, for så vidt som den repræsenterer den tilfældigt
udpegede dommers overbevisning.

Der var jo mange andre biler til stede, som må omtales, om ikke for an-
det, så fordi de ikke præmieredes. Standard'en var stort set middelmå-
dig.

Der var f. eks. en hæslig stor Wolseley sedan fra midten af 1930-erne.
Der var også en bastard mellem en BMW og en WMW, en trist sedan, om
hvilken det oplystes i højttalerne, at den kunne køre 200 km i timen.
Måske var det undskyldningen for dens deltagelse. - Men så kan man jo
spørge om, hvad arrangementet og konkurrencen drejede sig om. Var det
overholdelsen af de 30 km i timen ? Var det tilfredsstillelsen af pub-
likums trang til at se nogle sjove fortidsuhyrer af biler eller origi-

Næste side