|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift Vinteren 1963 side 17 |
||
|
|
| tomatiske choker med en manuelt
betjent; det ville forekomme mig rig- tigere, om automobilfabrikkerne lod en brummer eller et vækkeur gå i gang 1 — 2 minutter efter start for at kalde førerens opmærksomhed på tilstedeværelse og indskydning af en chokerknap af cremefarvet plastic, selv om denne løsning forekommer sløj, så er automatikken dog sløjere. Det måtte jo for resten også ske automatisk ! På vore biler — de gamle — findes altid håndgas. Da det næppe kan være et prisspørgsmål, kan jeg ikke forstå, hvorfor dette gode fattes i vore dages vogne. Tændingsregulering: For 30-40 år siden kendtes og anvendtes i strøm- fordeleren indbyggede centrifugalregulatorer i forbindelse med en ma- nuel på rattet eller instrumentbrædtet anbragt indstilling af tændin- gen. Den manuelle betjening giver den fordel, at man ved starten kan opnå ganske lav tænding, som tilmed kan bibeholdes i 10-20 sekunder, efter at motoren er startet, hvilket giver blød gang med ringe slag i lejer, i den tid olietrykket etableres. I dag bruges kun centrifugal— og vacuumregulering i forening, og så længe motoren er ny og tæt, fun- gerer dette system tilfredsstillende. Tændingskontakten var tidligere en selvstændig ting, som kunne akti- veres, når man havde lyst; hvis man f. eks. med selvstarteren ville oparbejde et ganske vist minimalt olietryk og en ringe oliefilm på cylindersiderne før den egentlige start, kunne det gøres ved at lade starteren dreje motoren et øjeblik, før tændingen blev sat til. I vore dage er startkontakten som regel sammenkoblet med tændingslåsen. Slut med start. I de fleste moderne biler findes kontrollamper for olietryk og lade- styrke, hvilke giver mennesket af i dag bekymringer enten ved at lyse for meget eller for lidt. På vore køretøjer findes olietryksmanometer og amperemeter. Når kølevandstermometer og andre instrumenter ikke næv- nes, er det fordi de findes på nogle vogne fra begge tidsperioder. Om- drejningstælleren i dens moderne udformning giver dog et point til nu- tiden. MOTOREN. Nytårsaften havde jeg på udturen sans for at bedømme den hyrevogn, vi kørte med. Den vel 60—årige chauffør havde i 3 timer om eftermiddagen, som han ærgerlig sagde, rodet med sine dørlåse, idet de to bageste døre kun af og til kunne åbnes udefra. Trykknapsystemet virkede ikke, som det skulle. På mit forventningsfulde spørgsmål, om almindelige gammel- dags dørhåndtag ikke havde holdt længere end de to år, vognen var gam- mel, svarede han, at sådan nogle brugte man jo ikke mere. Hans vogn havde kørt 60.000 km før første hovedreparation, hvad han — retfærdigvis nævnt var meget utilfreds med. Jeg har før jul absolveret Gentofte kommunale Fortsættelseskursus' motorlære, hvor det ved en lejlighed blev fortalt, at bilmotorerne i vore dage var langt mere sejglivede end f. eks. tyvernes, som efter den ellers udmærkede lærers opfattelse kunne køre mellem 60 og 80.000 km før første hovedreparation, ofte dog kun 50.000. Jeg sagde ikke noget, idet jeg foretrak at være inkognito blandt de bekymrede og begejstrede |