|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift Vinteren 1963 side 20 |
||
|
|
| Det syncroniserede gear var fremme på
enkelte af de gamle vogne, men først i vore dage er det rigtigt slået igennem, og det må betegnes som et gode (især for de mange moderne kvindelige kørere). (Dette var ikke skrevet for at være som en af tre brødre, af hvem een var sjov og de andre sjovere, hvilke sidste var tilhængere af den ny retskrivning, før den blev indført !) Syncromesh'en holder dog sjældent mere end 50-100.000 km's kørsel, og der er større risiko for ødelæggelser i en syncro—gearkasse, der er kommet op i årene. Ratgearet vil det sikkert gå, som det gik med panoramaforruden. De helt automatiske gear er me- get sensible — ved ujævn tomgang kan vognen "kravle", og i koldt vejr kan den nægte at fungere, før olien er blevet varm. Reparationer af sådanne gear er overordentlig kostbare. Gearlås, som fandtes på lige så mange biler for 30-40 år siden, som der gør i dag, er en virkelig effektiv tyveriforsikring. Ratlåse, armerede tændingskabler etc. er i reglen ikke pengene værd, så hellere en hovedafbryder. Under kørsel må også bremserne nævnes. Man er i det tidsrum, som her behandles, gået fra mekaniske udvendige båndbremser og fra mekaniske indvendige tromlebremser til hydrauliske indvendige tromlebremser og endnu kun i enkelte tilfælde til skivebremser. De mekaniske og de hy- drauliske tromlebremser repræsenterer bedst de to perioder. Det meka- niske system kræver mere pasning end det hydrauliske, som også er bil- ligere at fremstille. Begge systemer er effektive, men i længden er de mekaniske bremser de sikreste, fordi det er så godt som umuligt at miste bremseevnen på flere hjul ved et eventuelt brud på en del, mens en lækage i det hydrauliske system forårsager total uvirksomhed i alle 4 hjul på næsten alle vogne af i dag. Luftblærer i bremsevædsken ned- sætter bremseeffekten. Håndbremsen er mekanisk på enhver bil. Allerede i 1933 lanceredes af det fine amerikanske automobilfirma Pierce Arrow en vogn, der i sin skikkelse meget nærmede sig den sande aërodynamiske form: dråben. Den kostede 10.000 dollars og hed The Pierce Silver Arrow. Man var langt tidligere opmærksom på luftmodstandens be- tydning for en bils fart og brændstoføkonomi, men med 1933 begyndte bi- lerne ret at tage form herefter. Morsomt er det at lægge mærke til, hvor- ledes forestillingen om, hvordan en bil skal se ud i dag — sammenfat- tet i ordet mode — i høj grad igen fjerner den almindelige vogns linie fra hensynet til aërodynamik. Bemærk f. eks. forgængeren til samt "den med den smarte bagrude"; se også DKW's 1962 strømlinede og netop intro- ducerede efter—moden—kantede 1963 model. Den superstrømlinede Citroën ID 19 fremstilles nu også i et sammensurium af en station car. Min opfattelse er, at perioden 1925-35 har skabt de mest driftsikre og solide biler, i hvilke der også blev taget vidtgående hensyn til kom- fort under transporten. 1940 og 1950'erne, synes jeg, var middelmådige med en tendens mod en fremgang i slutningen af 50'erne, der er fortsat i begyndelsen af 60'erne, på det område, der omfatter de små familie- biler. Det gammeldags 8—døgns automobiler viste tempus fugit med præcision. Det moderne el—automobiler kan ikke ile i vinterkulden. Tempora mutantur, nos et metamur in illis, og naturligvis vil der ske masser af foran- dringer også med bilerne i fremtiden, hvad reklamemanden har den stør- ste indflydelse på, men vi medlemmer af Dansk Veteranbil Klub, som på den ene eller anden måde har eller føler tilknytning til en mekanisk |