Bilhistorisk Tidsskrift    Nr. 2  Oktober 1964     side 8 & 9

 

 

 
 

           Falsterbo
Falsterbo Festival Rally er gået hen og blevet en velorganiseret tradition i Sydsvenske Dagbladet og KAK's arrangement. I år fandt festivalen sted 22. august med løb for vogne fremstillet før 1928 og Concours d'EIégance for moderne biler. Løbet havde start i Jägersro og mål i Falsterbo med banelængde varierende i de tre klasser fra 45 til 70 kilometer. Inddelingen skete efter den gennemsnitsfart, føreren på forhånd mente at kunne holde.
   I langsomste klasse startede kun én vogn, Cadillac 1905, der begyndte sine dage som droske i Stockholm. Den gik i mål med 30 strafpoints, to motorstop under manøvre prøven og en sveden ventil, men dog som klassevinder.
   Det ene af DVK's svenske medlemmer, Manfred Almkvist, vandt klasse 11 og fik hele dagens bedste tid ved manøvreprøven med sin Ford T 1914, næsten et helt minut hurtigere end hurtigste vogn i hurtigste klasse, Dodge sedan 1924.
   Øvrige deltagende vogne var: 5 stk. Ford T fra 1914 til 25, 2 stk. Buick 1925, Dodge 1920, Chevrolet 1918, Cleveland 1925, Bugatti Tipo 43 1927, Volvo 1927, Thulin 1927, Fiat 501 1923 (Henning Johansen), Overland Whippet 1928 (Karsten Wedel) og Packard 1924
(Georg Christensen).                        or.

         Reception

På augustmødet i København oplyste formanden, at der fortsat arbejdes med plan om en reception på en lørdag eftermiddag nær selve jubilæumsdatoen for medlemmer med vogne og indbudte gæster fra ind- og udland, formentlig i Bülows hal i København.

 

             En pioner
Dr. ing. Jørgen Skafte Rasmussen, danskeren der skabte DKW, er død i København, 86 år gammel.
   Han rejste som ganske ung til 'Tyskland, blev uddannet til ingeniør og begyndte på et tidligere væveri at eksperimentere med en dampmaskine til et motorkøretøj. Vognen blev aldrig til noget, men navnet Dampf-Kraft-Wagen blev hængende ved hans senere konstruktioner, de totakts motorcykler og biler, som skulle blive verdenskendte. Motorcyklerne kom ved slutningen af første verdenskrig og bilerne omkring 1930, først med baghjulstræk og kort efter med forhjulstræk, som DKW også blev pioner for.
   Skafte Rasmussen ville ikke være tysk statsborger og nazisterne tog fabrikken fra ham, men han blev boende i Tyskland til efter anden verdenskrig. På det tidspunkt var der ikke meget tilbage af de oprindelige DKW fabrikker.
   I efterkrigsårene har Skafte Rasmussens søn forøvrigt arbejdet med en motorcykel-prototype for Dansk Industri Syndikat (DISA). Der kom en uortodoks og ganske fremragende motor ud af det, men den kom desværre aldrig i produktion.
   De motorcykler og biler, Skafte Rasmussens fabrik fremstillede i tredverne, var i al deres enkelhed uhyre driftssikre og robuste. Derom vidner det store antal, der stadig kører, især herhjemme.
   Men det må være på tide at værne om de ældste typer — hvoraf der givetvis også findes eksemplarer endnu i Danmark; så sent som for et år siden så jeg en DKW bil fra først i tredverne i Charlottenlund.         or.